Bo Jensen 

skrev den 27. december 2019 kl. 19.58:

Kære Svendborg Buejægere

Jeg har været medlem siden marts måned, hvor jeg var på buejægerkursus på Tåsinge, ogsiden har jeg fulgt jer her på siden. Desværre har tiden ikke tilladt mig at træne med i Rødme, forhåbentligt bliver der tid til dette i det nye år.
Jeg bestod bueprøven i første hug, fik trænet hjemme i haven gennem sæsonen og derefter forsøgt mig med jagtens udfordringer.

Jeg er elendig til pürch, så jeg besluttede mig for at fabrikere mit eget tree stand…. og så her til morgen kom forløsningen, på 8 meters afstand fik jeg mit første stykke vildt, og der er kød til mange måltider, køllerne vejer 12 kg tilsammen.

 

Dåhinden kom sammen med to andre med vinden i ryggen, der var lige til det sidste tvivl om, hvilken side af træet de ville komme, så buen skulle flyttes hurtigt til sidst. Jeg trak buen og holdt på den første, og da chancen bød sig, sendte jeg pilen af sted. Da jeg stod højt sigtede jeg højt… pilen perforede begge lunger og hjertet…

 

 

Dyret løb 8 meter og væltede om på siden, kom op igen og løb yderligere 8 meter forderefter at ligge helt stille.

De to øvrige blev omkring den og bjæffede efter den i 10-15 minutter, dog uden for skudafstand, da grantræerne dækkede for et ordentligt skud.

 

 

Det har været en stor oplevelse, dejligt med forløsningen efter flere tusinde træningsskud…. Nu er fryseren fyldt, nytårsmaden sikret, så må vi se, hvad den næste måned byder på.
Jeg vil ønske jer alle et godt nytår, håber jeg får tid til noget 3D-træning med jer til foråret.


Mvh. Bo