Søndag den 5. oktober 2014 skulle blive en helt speciel dag for mig.

Jeg erhvervede mit jagttegn til compoundbue i foråret – den 11. april i Vejen. Med kyndig vejledning fra Svendborg Buejægere i Rødme og mine to buebrødre var bueprøven faktisk meget lettere end frygtet.

Med buejagtprøven bestået var den 16. maj pludselig blevet en dag, som jeg så frem til – og med sommerfugle i maven. Som i gamle dage hvor riffeljagt var nyt!

Premieren blev ingen succes, da mine forberedelser på mit jagtrevir på de vestjyske vidder slet ikke var tilstrækkelige til den nye jagtform. Årsag: For ringe kendskab til dyrenes veksler og bevægemønster samt for få skydetårne.

Fredag den 3. oktober sætter jeg mig op i skydetårnet på præstegård-jorden, et engstykke lige uden fra Fraugde. Et fuldstændigt ideelt stykke buejagtrevir, som slynger sig i en bredde mellem 5 og 25 meter med Fraugde-bækken, til den ender i en våd eng 1½ km længere nede. Lige der står skydestigen, velplaceret mellem tre høje aspe-træer, med udsyn ned mod bækken.

Jeg trækker buen flere gange i forskellige retninger fra stigen for at få en fornemmelse om afstand, placering, beklædning og udstyr. Netop der svigtede udstyret (jeg svigtede) – for loop’en på buestrengen knark. Sommerens træning havde reelt, slidt loop’en op. Slukøret må jeg forlade engen efter at have fundet min jagtpil.

Søndag den 5. oktober skulle altså blive en helt speciel dag for mig. Efter en fin andejagt i hyggeligt selskab om formiddagen udskiftede jeg en våd Kleiner Mønsterlænder og haglgeværet med camouflagetøj og bue-udstyr (med ny loop).

Jeg er på plads ca. kl. 14.00; alt føles rigtigt. Der er masser af frisk fod fra morgenens trafik af rådyr, fiskehejren jagter i bækken og fasanerne slås om retten til vildtfoderet, som er lagt ud, ikke langt væk. Alt føles rigtigt.
Desværre forstyrres idyllen af en nabojæger, som, helt utilsigtet, bliver genstand for ærgrelse og forbandelse oppe i skydestigen. Hans ærinde var bare at tilse fodertønden.

Roen og idyllen genetableres ret hurtigt, føler jeg. Den fugtige aftenluft og lyset afslører, at solnedgangen ikke er alt for langt væk. Vurderet på vekslerne sidder jeg meget på vagt bagud, da hegnene ligesom ender ud, hvor jeg sidder. Alt er meget intenst omkring mig; fasanerne, duerne, der slår i luften og lyde, man synes, man hører.

Så sker det! Men selvfølge ikke som forventet, udtænkt og planlagt. Nej, absolut uventet. Lige foran mig, ned mod bækken, ligger den vådeste del af engen. Dernede – hvor fiskehejren stod, indtil nabojægeren fodrede. Dernede, hvor også fasanerne sloges for deres positioner. Dernede kommer to bukkelam pludselig til syne. De har ligget der hele tiden. Rådyrene kommer til syne 50 meter ude, men er ganske hurtigt helt fremme i det ryddede felt foran rørskoven, som fortæller mig, at rådyrene er indenfor skudafstand.
Jeg er helt klar, rolig; jeg fornemmer ingen uro i mit sigte mod rådyret, jeg har udvalgt. Jeg tænker på, at det må have med den fysiske udfoldelse, der ligger i skuddet, at gøre.

Råbukken står 3-4 meter bag ved brormand, men er på vej op på siden af den. Buen er trukket – jeg venter bare på det rette tidspunkt, hvor den stopper op.

Bukken stopper pludselig op og slår med hovedet, måske efter et insekt. Jeg slipper pilen, en trebladet speedfire, der går de 18 meter gennem luften. Den blå lys-nock forsvinder ind i dyret; det så helt rigtig ud. Bukken går ganske lidt ned i bagbenene, står lidt, hvorefter den vakler tilbage i rørskoven – ude af syne for mig. Brormand tegner på lyden af pilens nedslag bag det ramte dyr, men følger alligevel med tilbage – ind i rørskoven. Hele forløbet tager 1-1½ minut – jeg må vente noget længere.

Sikken en oplevelse.

Det, at man oplever en skudafvikling med begge øjne åbne, på så tæt et hold og i så relativt langsomt hastighed, gør, at man ligesom  ser det hele. Men også dette, at alt foregår i stilhed. Ingen brag, ingen lugt af krudt – man er til stede!

Efter ca. 10 minutters ventetid finder jeg det lille bukkelam forendt, efter at det er ramt i begge lunger. Det ligger bare 10-15 meter fra skudstedet.

 

Jeg er klar til flere oplevelser!   Niels M. Hansen