Vi var på jagt på Samsø i begyndelsen af december 2012.

 

 

 

Vi startede om morgenen på anstand. Tidligt ude før det bliver lyst. Det var koldt -meget koldt, strid vind ude fra havet, som aldrig er ret langt væk på Samsø.

Vi havde trukket lod om de forskellige pladser –  Alle så dyr – flere skød et eller mere…

Undtagen mig, ikke skyggen af et dyr kom forbi den  stige, hvor jeg stod.

Heldigvis fik vi da god mad om aftenen og hyggeligt var det, med gode historier rødvin og det hele.

Lørdag morgen stod jeg så igen i en stige, og der var stadig ingen dyr, som jeg kunne underholde mig med. Jeg havde hængt buen fra mig i træet og stod med hænderne i lommerne og frøs på og med anstand.

Jeg kikkede ned, og lige under stigen kom der pludselig en sneppe trippende frem, den vimsede lidt rundt og søgte føde under blade og kviste, meget travlt optaget.

Foran mig var der en lille lysning med mos og et par stier, som krydsede forbi, og her blev sneppen ved med at gå rundt. Forsigtigt fik jeg buen listet frem, trukket en pil og sigtede… Så hoppede sneppen pludseligt ind i noget brændenældekvas og var næsten umulig at se. Jeg stirrede på pletten, sigtede og skød!

 

Der var ingen reaktion overhovedet, og jeg var virkelig i tvivl om, hvorvidt det var en træffer – lyden var god nok!  Det hule: flunk!

Men at der ikke var nogen bevægelse overhovedet var ikke et godt tegn!

Efter nogen tid kravlede jeg ned fra træet og gik derover, ca. 15 m.  Jo – der sad sneppen godt nok; naglet til jorden. Pilen havde kappet halsen lige over ryggen.

Så i al beskedenhed var det faktisk et ret godt skud.

 

Endelig lidt hæder til den eneste buejæger, der ikke så et eneste stykke råvildt på hele turen.

Herligt mange lykønskninger og gode ideer omkring at forevige fuglen på forskellige måder.

Men jeg har det ikke så godt med støvede fugle på en hylde – så klik her og se opskriften på, hvordan sneppen endte sine dage på en værdig måde.