En bukkeberetning
fra Glorup.

Af Dan Raymond Hansen

 

Har taget ferie her den første uge af bukkejagten for at bruge den på Glorup sammen med en flok rigtig gode jagtkammerater. Vi er nogle stykker, som mødes i jagthytten mandag aften, hvor vi hygger. Jagthytten bliver brugt som base gennem hele ugen.
Jeg sidder i min stige onsdag aften, fra ca. Kl 18 indtil lukketid, det var i hvert fald meningen.

Ser to harer, da jeg er på vej ind til stigen ad skovkanten. De sidder på åben mark, og jeg tænker straks “træningspürsch”, og får listet mig ind på ca. 12 meter af dem.

Inde ved stigen sker der først noget omkring kl. 20, hvor der kommer en meget nervøs då, som standser nogle få meter fra stigen og nipper til nogle af skovbundens urter. Hun spurter pludselig ind i noget stangskov, som er på min højre side. Cirka 20 minutter efter ser jeg bukken, som jeg sidder efter, en pæn gaffel med uens højde på stængerne. En rigtig “Brutalis”, da det er lykkedes ham at jage samtlige bukke i området væk. Selv en fin seksender er blevet jaget på porten af ham, og derfor vil jeg gerne have ham væk.

Han kommer gående op langs en hegning – ret op imod mig og vil passere stigen på cirka 5 meters afstand. Da han forsvinder ind bag et træ, får jeg trukket, 100% sikker på, at han ikke kan se mig. Optrækket er helt lydløst, men bukken sætter alligevel i trav, ind i stangskoven, hvor dåen også forsvandt ind. Heldigvis er stigen udstyret med drejestol, så det er intet problem at følge ham. Han stopper ude på 22 meter, og jeg får sluppet pilen, som suser forbi ham. Jeg har skudt ca. 30 cm foran ham, og han drejer og løber tilbage imod hegningen, kan dog kun høre en kort spurt.

Der sidder jeg så og gennemlever situationen i hovedet og kommer til konklusionen, at jeg ikke har fået stoppet rotationen, inden jeg slap pilen. Godt og grundig irriteret over min fejl får jeg sat en ny pil på, og netop som det er gjort, pusler det fra stangskoven, og en buk står og fejer voldsomt; han er tilbage. Denne gang er jeg langt mere i kontrol, får placeret sigtet på bladet, slipper pilen og begynder at ryste helt åndsvagt, da jeg ser og hører pilen gå i ham. Han sætter i en kort spurt væk fra mig, og efter ca. 30 meter vakler han sidelæns og falder omkuld.

Jeg skriver til Henrik, og fortæller, at dér faldt “Brutalis”. Jeg ringer Henrik op, for at dele min glæde med ham, og da jeg sætter telefonen til øret, kommer jeg tilfældigt til at kigge ned; der står en smalrå 3 meter fra stigen, som jeg først ser nu. Den forbliver helt upåvirket af vores samtale og esser roligt videre, alt imens den bevæger sig ind i stangskoven. Henrik vil straks komme forbi.

Jeg er lige kommet ned fra stigen, da han ankommer. Det tog noget tid, da jeg lige skulle have overstået den værste rysten, og vi går sammen hen til de afskudte pile, som sidder i skovbunden med mindre end to meter imellem dem. Vi starter derefter “eftersøgningen”, som ikke er svær, da der er tydelig schweiss, og vi kan se ham ligge forendt i skovbunden.

Vi kommer frem til bukken, og jeg må konstatere, at det ikke er “Brutalis”, men en helt ung spidsbuk. Total forvirret, glad over at have nedlagt min første buk med buen, men også lidt skuffet over, at det ikke er “Brutalis”, som ligger der.

Det var så ikke mig, der havde fået “Brutalis” til at sætte i trav, men den lille spidsbuk, og da “Brutalis” blev sendt på flugt af mit forbiskud, har spidsbukken troet, at det var den, der var en fandens karl, og har villet demonstrere sine styrke ved at gå amok på et forsvarsløst træ…

Men jeg glædes dog stadig over at have nedlagt min første buk med bue, og “Brutalis” er stadig derude, så mon ikke at vore veje nok skal krydses igen. Jeg håber og tror det.

Træk og slip til jer alle.

Dan Hansen