Jeg har netop startet min tredje sæson med buejagt, bukkejagten 2005. Jeg befinder mig på mit revir i udkanten af det nordlige Odense, et område der består af frugtplantage og græs eng med kløver samt mose. Et område på ca. 50 tønder land, et perfekt sted til råvildt, fasaner og ænder. Tankerne går tilbage til efteråret/vinteren. Jeg er i gang med at bygge et krage skjul og har slæbt gran grene fra mosen over engen til kanten af et viebuskekrat. Jeg tror det var tredje gang jeg krydsede engen med alt det gran der kunne slæbes med to hænder… Der lå den pludselig, en stor kastestang fra en seksender der må have været tæt på 100 poen, som jeg aldrig havde set, men det måtte være fra den buk jeg havde gået efter hele sommeren og som kun min jagt kammerat havde set én enkelt gang.
Nu stod jeg med kastestangen i hånden og tænkte “den buk vil jeg gerne møde efter d. 16. maj”. Jeg var 99 % sikker på, at den levede endnu, men at det nok ville blive svært, da min jagt kammerat, som ejer jorden, går med riffel og kan på den måde dække et større område, mens jeg selv (med bue)måtte forsøge tæt på mosekanten hvor vekslerne går ud og ind. Tæt ved mosekanten står der nogle træer, jeg til tider klatre op i når vinden er dårlig. Den 16-5 om morgenen, skydetid starter, men jeg hører kun få skud på lang afstand og jeg nyder nattergalen og de mange andre fugle…BANG…Jeg vågner brat, åh nej, min buk, nu har han vel ikke skud min buk (min jagtkammerat, altså) For jeg ved han sidder på den anden side af mosen, med sin riffel.
Alt er stille igen og jeg lytter og kigger i retning af skuddet og venter at se min kammerat komme slæbende med en buk, måske den “store”, men der sker ingenting…Der går lang tid og jeg kravler ned, lister rundt om mosen, jeg ser op på hans post…tom. Hvor er han mon, der lyder et fløjt, jeg vender mig rundt, der står han, lidt inde i mosen og vinker mig derhen. “Hvor er bukken” spørger jeg og kigger rundt. Hvad er der sket?? Min kammerat ser skuffet ud!! “Jo ser du, jeg sad oppe i egetræet og så kom der nogle råer ud og bagefter kom bukken, en pæn gaffel buk, og så røg mit hjerte op i halsen og dunkede så bukken for rundt i sigte kikkerten . Han fortsatte med svag stemme; “men jeg synes at have styr på det et øjeblik efter og lod skuddet gå. Vi gik hele episoden igennem, ingen sveis, ingen hår, …ingen buk -blankt forbi.
Om aftenen (stadig 16-5) var alt stille, kun en enkelt rå viste sig. De næste dage besøgte jeg to andre revirer. Det ene var helt dødt, skønt der plejer at være 2-3 råer. Men der har været syge blandt rådyrene og efter 3 besøg, opgiver jeg stedet for resten af året. Dér skal ikke skydes noget selv om det er muligt.
Men tredje sted er der liv, en god buk og to råer hygger sig mellem pære træerne. Jeg sidder i vejgrøften og tænker på om der mon skulle opstå en chance for en pürs .Efter en halv times tid forsvinder råerne over i æble træerne, som ligger ca. 30 m. til højre, bag et bøge hegn. Bukken trækker ud til venstre mod pilehegnet og kornmarken. her går han løs på pilehegnet, som var han en busk- rydder, han fejer så skidtet står ham om ørene. Han er på det tidspunkt ca. 100 m. væk, og kommer efter et par minutter langsomt nærmere, mens han skiftevis fejer og spiser. Nu står han 50 m. væk. Jeg sidder i grøften og kigger langs med pilene og tænker; “kom nu bare 25 m. mere, for så kan jeg nå ham. I stedet lægger han sig i kanten af pilene. han er et kraftigt dyr med hornene et godt stykke over ørene, ulige seksender. Han ligger lidt skråt med spejlet mod mig og jeg tænker, at jeg måske kan kravle nærmere ham og være klar når han rejser sig… Men efter 10 m. må jeg opgive, der er ikke et strå, at gemme sig bag, tilbage i grøften og jeg må vente. En rå kommer og den passere bukken, uden han rører sig og råen fortsætter lige ned mod mig, tættere og tættere kommer hun. Jeg dukker mig så meget det er muligt og prøver på at ligne en bunke vissent løv i mit kamoflace tøj, til sidst er hun inden for 3 m. Jeg kniber øjnene sammen for ikke at blive set, men råen har set noget der ikke plejer at være der. Hun tager to spring til siden og stirre længe på det fremmede i grøften, inden hun skynder sig over vejen bag mig. Lidt efter rejser bukken sig, han strækker sig langsomt og går igennem pilene ud på kornmarken. Jeg flytter med, så jeg kan følge bukken på marken. Han går langsomt væk fra mig i det høje græs, langs med pile hegnet, her lægger han sig igen. Jeg prøver at purse ham igen, men ender med at støde ham på klods hold. Han springer væk og min morgen er brugt.
Det er nu blevet den 21-5 om morgenen og den store buk skal prøves ingen. vejret er tungt og mørkt, da jeg kommer til reviret nord for Odense. Vinden er jævn fra vest og jeg har valgt et træ i kanten af mosen, ved den eng hvor jeg fandt kastestangen i vinters. Jeg lister mig forsigtigt langs kanten af frugtplantagen, mens jeg sikre mig, ikke at støde et dyr. Det lykkedes mig at komme uforstyrret op i mit træ, præcis til skyde tid . Jeg får mig placeret så behageligt som muligt og studere området omhyggeligt i kikkerten. Intet at se. Der er nu gået et kvarter og solen er stået op men det er stadig meget mørkt, jeg tænker at det snart vil begynde at regne. Men hov, hvad er det, pludselig kommer et dyr travene ud af plantagen… en buk ja det er ham den store og den har travlt, men heldigvis kan han ikke modstå de lækre kløverblade engen er prydet med.han bare lige smage et par stykker bukken står i kløvergræs til op midt på kroppen og æder. Det hele går så stærkt. Jeg griber buen for at gøre mig klar hvis der skulle opstå en chance, pilen er på og han er ca. 40 m. væk og dækket af grene. Han skal gå til en af siderne og nærmere, før der bliver en mulighed for at skyde går han til venstre så vil han være uden for skud hold. Nu er han færdig med kløveren jess´ jeg er heldig han går til højre mod mosen den eneste vej hvor der kan opstå en chance, men bukken går alt for hurtigt og vil passere mig inden for 20 m, uden at byde på en mulighed, han har alt for travlt med at komme i mosen til at skyde. Jeg må ha´ ham til at stoppe, men hvordan hvis jeg fløjter er der stor chance for han springer i stedet for at stoppe, der skal gøres noget og hurtigt Buen bliver trukket og pilen følger ham bukken er nu kun 15m. væk, jeg forsøger at muse forsigtigt, han stopper drejer lidt og ser op efter lyden han ved præcis hvor lyden kom fra sigtet er på bladet. Jeg lader pilen gå og ser den træffe og gå i jorden bag bukken, jeg har også hørt det klask det giver når en mekanisk spids rammer et dyr. Bukken vender rundt og styrter ind i plantagen, hvor jeg kan se ham hele vejen til toppen af den lille bakke, træerne står på. Han løber meget længere end normal det gør mig lidt nervøs, og nu regner det, for poker alle spor bliver vasket bort, så jeg hellere komme i gang med at finde bukken, jeg er på nu værende tidspunkt sikker på pilens placering jeg så jo pilen gå i dyret det rigtige sted, jeg skynder mig ned af træet og finder pilen, mens jeg tænker på hvorfor han løb så langt, det plejer de ikke med en god pil, nu står jeg med pilen og kan jeg se svies fra lever og mave. “Åh nej, ikke maven” men tænker jeg der er også lever, så den kan da ikke komme langt. Så beslutter mig for at følge blod sporet. Det går helt fint indtil jeg når toppen af bakken, hvor jeg sidst så ham. Det regnede nu så meget at alt blodet blev vasket væk. Hvad gør jeg? Går videre og risikere at støde en anskudt buk! Nej, op i bilen der ligger en bajer, hvis jeg drikker den lige så langsomt som jeg plejer så går der nok en halv time med det, og så er bukken nok død, “tænker jeg”. “Der var jo også lever svies på pilen, forsikrer jeg mig selv. Men det slukker ikke uroen i kroppen. Jeg går uden om plantagen for ikke at ødelægge noget.
Jeg sidder nu i bilen. Øllen er åben og jeg drikker den langsomt, mens tankerne kredser om bukken. Flasken er nu tom, men den halve time har kun taget knap 10 minutter. Uroen og utålmodigheden river og flår i mig, men jeg venter den halve time. Jeg er nu på vej ned mod plantagen, den halve time er gået, men tvivlen er der stadig. Jeg ringer til en sweiss-hund, men får intet svar, jeg prøver flere gange at ringe op, men stadig forgæves. Til slut går jeg tilbage til skud stedet og op på bakken hvor det sidste blod-spor var. Jeg beslutter at gå efter min “næse”/intuition, som jeg har gjort det flere gange før, altid med held. Jeg lukker af for om verdenen går roligt ind og ud mellem træerne og når kun ca. 30m. frem, før jeg ser ham ligge længere fremme med hovedet oppe, men mærkeligt bag over bøjet, der kommer straks en pil på buen og jeg nærmer mig meget forsigtigt bukken som ligger helt bevægelig, jeg er nu kun få meter fra og kan nu se hvorfor bukken ligger med hovedet oppe hornene har sat sig fast i en ståltråd der er sat fast i jorden og går skråt op til toppen af den første pæl i rækken af pæretræer Kun 2 m. fra de traktorspor, der er vejen til mosen. Havde jeg blot gået den sædvanlige vej ad sporene tilbage til bilen, for 45 minutter siden, havde jeg set ham straks. Men der lå han nu, bukken jeg havde drømt om, siden dengang på engen hvor jeg fandt kastestangen. Skuddet viste sig at være godt. Pilen var gået gennem begge lunger, leveren, maven og ud af bagkøllen bukken har stået mere skrå end jeg lage mærke til. Nu stod jeg med bukken i hånden og følte mig sikker på, at her var en dansk medalje buk, som oven i købet var skudt med bue. Og så skulle der ringes til alle jagt kammeraterne, men der var ikke nogen der tog telefonen men hvad gør det når man lige har skudt sit livs buk. Det varede en hel uge, inden “armene kom ned igen”.
Opmålingen viste 115,6 point.