Oplevet af
Jesper Pagel Hansen

 

 

 

 

 

 

Jeg ligger på knæ på toppen af en lille skråning i en remise, hvor jeg har siddet masser af gange før. Jeg kan lige nøjagtig se hen over det høje græs. Der er raps hele vejen rundt om remisen. Forholdene er gode, så nu er det bare op til Diana, om jeg skal have chancen igen.

Jeg har et utal af forspildte chancer bag mig. Alle afgjort på marginaler som ét forkert skridt eller en vind der svøbte. Det er begyndt at gå op for mig, at man ikke får noget foræret på buejagt.

Jeg hører den pragtfulde lyd af skrab i jorden, og ser en rosenbusk ryste kraftigt 25 meter foran mig. Hjertet sidder helt oppe i halsen og spændingen er vanvittig. Han springer frem, og står helt frit. Rolig nu, tænker jeg. Lad være med at trække nu, for så ser han dig. Rolig, rolig… Han går skråt hen imod mig, forbi mig ca 7 meter væk, ned bag skråningen og ud af syne.

Jeg drejer kroppen halv rundt, finder et hul i hegnet, trækker buen og tænker: ”Han skal stå lige midt i hullet, hvis jeg skal have en chance”.

30 lange sekunder efter står han PRÆCIS der, hvor han skal! Jeg slipper pilen, hører et lille piv, og ser bukken fare ud på marken. Jeg kan se i kikkerten, at han er ramt godt.

Han lægger sig, og det hele er overstået.

En halv time senere holder jeg hjemme med bukken på ATV´en. Jeg føler mig mere som jæger end nogensinde før. Jeg har skudt en buk med buen. Jeg er pavestolt!

Riflen kommer ikke frem til bukkejagten igen fremover – jeg er blevet buejæger!