Første år som buejæger

Af
Morten Stochkendahl

Jagten har været lagt på hylden i flere år, men den 16. maj 2014 var jeg klar med riflen en halv time før solopgang. Jagtterrænet er super lækket. Min storesøster har købt en ejendom med 15 ha skov, levende hegn og rørskov på Østfyn.
Jagtretten er så tilfaldet lillebror.
Hurra for det.

Tre forskellige bukke kiggede forbi denne morgen. Alle indenfor 15 meter. Den ene listede sig ind på mig bagfra og snusede til den mærkelige camobusk. Vi blev vist begge lige forskrækkede. Riflen blev pakket væk igen. Min gamle drøm om at gå på buejagt voksede sig stor. Det var den morgen jeg blev buejæger.

Når man er venstrehåndet og oven i købet har en træklængde over 30” er det ikke så let at finde en bue. Lange køreture til forhandlerne rundt om i landet løste ikke problemet. Valget faldt til sidst på en Mathews Chill X som skulle hentes hjem fra Staterne. Ventetid: tre måneder. Det var næsten ikke til at holde ud. Nu havde jeg læst og set alt, hvad jeg kunne finde på nettet om bueskydning og buejagt. Svendborg Buejægerforening kom til udsætning. Jeg fik lov at låne en foreningsbue og kunne komme i gang med at træne.

Buekurset var en god oplevelse, og pilene sad også, hvor de skulle til bueprøven. Nu var jeg klar.

September blev brugt på gåsejagt med den nye bue. Det lykkedes at komme på skudhold et par gange, men uden at få vildt på tasken.

Første jagt i oktober blev den første helt store oplevelse. En lille spidsbuk og et smaldyr essede i skovkanten. Stille og roligt pürchede jeg mig tættere på. 20 meter. Smaldyret listede lige så lille væk. Helt perfekt. Nu var der kun et dyr at holde øje med. Bukke anede ikke min tilstedeværelse og så ud til at have god tid. To meter mere så ville jeg have frit skud. Det var så intenst og tæt på. En fasankok kom spadserende rundt om hjørnet. Den så straks brillerne i 3D-busken og satte larmende på vingerne. Bukken reagerede ved at liste ned i rørskoven.
Surt. Brillerne duggede og hjertet hamrede afsted. Det er fedt at være buejæger. På vejen tilbage til gården blev to fasaner mit første vildt med buen.

I midten af oktober nedlagde jeg mit første stykke råvildt med bue og pil. Efter en kort pürch kom jeg på skudhold af en rå, som lå og slikkede solskin. Idet den rejser sig kan jeg tydeligt se, at den er syg og meget afkræftet. Pilen sad som den skulle, omend oplevelsen mere føltes som en aflivning end som egentlig jagt.

I midten af november var rålammene blevet store nok til at stå for skud. En rå med to bukkelam var målet. De havde for vane at komme ud af rørskoven og gå ind i skoven en halv time efter solopgang. Jeg kunne sidde godt dækket ved en væltet gran 18 meter fra deres veksel. To morgener var det meget tæt ved. Den ene gang med bue trukket, men lammene blev ved med at stå i vejen for hinanden. Tredje morgen lykkedes det. Vanen tro dukkede dyrene op lidt efter solopgang. De havde lidt mere fart på, end de plejede. Som ny buejæger lærer man virkelig, hvordan chancer hurtig kan opstå og forsvinde igen. Man skal være klar hele tiden med relisen på lubet (Citat fra buejægerkurset). Dyrene drejede ind i rørskoven. Under fasanjagt med bue var det lykkedes et par gange at liste hen og skyde ind i et lille åbent område i rørskoven. Så jeg kravlede hen i kanten af rørskoven. Trak buen og rejste mig lige så langsomt op. Der – 12 meter fra mig – stod det ene lam med siden til. Skuddet gik og udløste vild panik. Rådyr fløj ud til alle sider.

Så bredte tvivlen sig. Lysnocken gik tydeligt gennem dyret, men længere tilbage end jeg havde tænkt mig. Tilbage under den væltede gran lod jeg tiden gå. Efter 30 minutter listede jeg hen for at se på skudstedet. 15 meter væk rejste lammet sig fra sårlejet og forsvandt stille og roligt ind i et tæt krat. Ingen blod og kun waidlugt på pilen. Pis – jeg havde dummet mig.

Efter lidt ringen rundt var der en sweisshundefører, som kunne komme over middag. Det blev en meget lang formiddag. Hvorfor havde jeg fejlet? Jeg havde trænet rigtig meget. Alle mulige skudstillinger, med og uden fuldt jagtdress og følte jeg havde rigtig godt styr på skydningen.

Lammet havde stået med hovedet nede og forbenene inde under kroppen. Var det mon trådt et skridt frem og dermed strukket kroppen ud, idet jeg lod pilen gå? Pilebanen var hen over noget ukrudt, og inden skuddet skiftede jeg fokus for at være sikker på fri pilebane. Mon jeg havde brugt mit dominerende højre øje til at sigte med i kampens hede (bruger venstre øje når jeg skyder). Det ville passe med et skud 15-20 cm for langt til højre.

Swisshunden ankom langt om længe. Efter en kort søgning lå lammet forendt blot 30 meter fra anskudsstedet. Jeg var forsat lidt ærgerlig over min egen skydning, men nu meget lykkelig over at det endte godt.

Det har været en fantastisk spændende start på mit nye jægerliv. Mit første efterår med buen i hånden har givet to stykker råvildt og ti fasaner. Masser af oplevelser med jagtbart, såvel som ikke jagtbart vildt, men ikke mindst lydløs 100% tilstedeværelse i naturen.

Skal afsted igen på foreningsjagt på lørdag og glæder mig helt vildt.