Af Lars Westermann 

Siden jeg begyndte på bueskydning for 15 år siden, var det klart fra starten, at det skulle være med hjemmelavet udstyr – nok fordi jeg havde arvet min fars gamle udgave af Politikens Hobbybog fra 1946, hvor der var et afsnit om bueskydning og buebygning, som jeg havde læst mange gange, da jeg var dreng. Buen, jeg skyder med i dag, er en lamineret langbue med bambus på ryggen (naturens glasfiber), en tynd strimmel purpleheart i midten og osage orange på bugen. Den er på 53# ved ca. 27,5″ træklængde. Jagtpilene er 11/32″ fyrretræspile, spine 60#, med en 125gr Wenzel Woodsman spids og 5″ parabolske faner (de støjer ikke så meget som f.eks. shield faner). Hastigheden er ca. 170 fps, så energien er på ca. 44 Joule. Til jagt har jeg monteret nogle kamouflage-strømper på buebenene.

For tre år siden bestod jeg buejagtprøven med min hjemmelavede langbue. Egentlig var det mål, jeg havde stillet mig, dermed opnået. Men en sidegevinst var jo så, at jeg havde lov til at gå på jagt 🙂 Jeg har efterhånden deltaget i 7-8 af de foreningsjagter, som Svendborg Buejægere arrangerer, men kun været på rigtigt skudhold af en flot dåhjort – og den måtte jeg jo kun kigge på 🙂 Men spændende var det nu alligevel – den syner altså stor, når den er tæt på!

Men dette års anden jagt skulle så alligevel blive lidt anderledes end de foregående 🙂

Vi var på foreningsjagt på Boltinggård Gods ved Ringe på Midtfyn den 8. oktober, og på morgenens anstand/pürsch blev vi (8 bueskytter i alt) tildelt hvert vores lille område, hvor vi kunne opleve dagens komme og skovens opvågnen.

Jeg fik anvist en lille skov, hvor der i midten er en lille lysning med lidt ukrudt/skrub i den ene ende. I hjørnet af lysningen tog jeg anstand ca. 14 meter fra en veksel, jeg havde fundet mellem et stykke krat og en smal hegning. Jeg stod tæt op af en busk, som matchede min påklædning ganske godt, syntes jeg.

Vi var blevet stillet ud ca. en time før solopgang – det var faktisk temmelig mørkt, så i starten kunne man jo kun stå og iagttage og lytte. Det var nu ikke fordi, der skete så meget – kun fasaner, der fløj ned på engen, efterhånden som de var vågnet. De var temmelig langt væk, og slet ikke på skudhold. Men kort efter solopgang dukkede der så en rå med et pænt stort lam op på vekslen – de kom ind fra højre med retning mod lysningen, så de gik ikke ind i min fært. Lammet gik forrest, og jeg tog hurtigt den beslutning, at det var det, jeg skulle gå efter (da vi til parolen havde fået at vide, at man helst så, at man tog lam før rå). I løbet af 4-5 sekunder var lammet kommet frem til det sted, jeg havde udset mig – 14 meter fra mig – hvor det ganske kort stoppede op, før det skulle ud i lysningen. I løbet af de sidste par sekunder fik jeg trukket buen, og lige da det stoppede, lod jeg pilen gå. Jeg hørte den sædvanlige lyd af pilen, der forlod buen, og umiddelbart efter en lyd som hvis man slår på et halvslapt skind på en bongotromme. Jeg antog derfor, at jeg havde ramt dyret – for pilen forsvandt bare af syne, da jeg havde skudt. Slet ikke, som når man skyder til 3D dyr! Jeg nåede dog at opfatte pilens retning, og den så god ud! De mange skud på træningsbanen og de efterhånden mange 3D stævner i bagagen så ud til at have båret frugt – jeg har trænet mange af disse hurtige skudafviklinger. Der var ikke antydning af bukkefeber eller andet – det havde der dog været rigeligt af til parolen og på vej ud til skoven 🙂

Lammet fortsatte sin gang ud i lysningen, men langsomt og med lidt krum ryg og lidt hængende hoved, hvilket jeg tog som tegn på, at jeg havde ramt det. Der var dog ikke nogen tegn på sweiss på lammet. Råen havde tilsyneladende ikke observeret uroen, hverken støjen fra min bue eller støjen fra anslaget (andre bueskytter har til 3D stævner sagt, at min bue ikke støjer ret meget) – den fortsatte i hvert fald langsomt ud i lysningen. Lammet stod stille nogle sekunder, hvorefter det trak tilbage ind bag det krat, som øjeblikket forinden havde fungeret som pilefang, og forsvandt ud af syne. Råen fulgte efter kort efter.

Jeg havde jo ikke set lammet forende, så jeg skulle ikke skyde til flere dyr på dén såt (råen var jo faktisk på skudhold ganske længe), så jeg ventede ca. en halv time, før jeg forsigtigt gik hen for at finde min pil. Den stod pænt forankret i jorden lige i kanten af lysningen ca. 10 meter bag anslagsstedet – men det så ud til, at den var smurt godt og grundigt ind i mave indhold! Det kunne jeg ikke rigtigt forstå, for jeg syntes jo, at pileretningen var god nok i det korte øjeblik, jeg kunne følge den. “Det gjorde du bare ikke!” tænkte jeg, men der var jo ikke noget at diskutere, pilen kunne jo ikke lyve – så jeg listede lige så stille væk, for jeg skulle ikke nyde noget af at rejse et anskudt dyr fra sit leje, så det blev sværere at finde senere. Dyret kunne jeg nemlig ikke umiddelbart se – jeg regnede med, at det var gået i dækning i krattet.

Så først endnu en time senere fik jeg hjælp fra godsets skytte til at kigge efter dyret – han var trods alt lidt mere erfaren end jeg. Jeg viste ham min skydeposition, anslagsstedet og pilen, som jeg ikke havde rørt overhovedet – i det tilfælde, at der skulle sweisshund på. Han gik så lidt længere væk (i pilens retning), hvorefter han udbryder: “Den ligger her!” Den lå stendød lidt inde i krattet på en bar plet 4-5 meter fra det sted, hvor pilen stadig stod i jorden. Derfor havde jeg ikke kunnet se det, dengang jeg fandt pilen. Vi kunne så se, at jeg havde ramt rålammet lige midt i brystkassen – der hvor jeg havde sigtet – dvs. et godt lungeskud. Hvad jeg ikke havde set, var at lammet må have drejet sig i en vinkel mod mig i det øjeblik, jeg skød, for pilen var gået ud på den anden side bag brystkassen, og havde derfor ramt maven – derfor maveindholdet på pilen. Skudretningen var i en ret vinkel på vekslen, og pilen sad i jorden i en lige linie fra min skydeposition, så det var ikke fordi, at pilen havde ændret retning. Men jeg var enormt lettet over, at jeg trods alt ikke havde lavet et rent waid-skud, men rent faktisk havde ramt dyret, hvor jeg havde sat mig for at ramme det.

Da dyret blev brækket viste det sig da også, at det var fyldt med blod (og maveindhold), og derfor var forblødt – og det ganske hurtigt, tror jeg. Det er væltet om umiddelbart efter, at det forsvandt af syne, og det havde vel bevæget sig ca. 20-25 meter, efter det blev ramt. Selv om lammet ikke var så gammelt, havde det allerede begyndende snabelsko, og så også ud til at have diarré, men var dog egentlig i god stand. Godsets skytte var glad for, at det var skudt fra, for det var ikke et dyr, der var egnet til at avle videre på.

Det var derfor en ganske glad (og lettet) bueskytte, der kunne medbringe et nedlagt rådyr til paraden den dag. Og det eneste rådyr, skulle det senere vise sig. Men fem bueskytter fik noget på tasken, så mange har jeg ikke oplevet før. En anden bueskytte blev også debutant – med to nedlagte fasaner, hvilket jeg synes er flot – de er ikke så nemme at komme på tæt hold af – jeg forsøgte selv at komme tæt på fasaner flere gange den dag! Vi var derfor to, der skulle gennemgå indvielsesritualet som buejægere (tre rap i rumpen med en kæp, hvor man står bøjet over sit nedlagte vildt; 1. rap: “til lykke med det nedlagte vildt”, 2. rap: “tak fordi at vi andre måtte overvære det”, 3. rap: “held og lykke med fremtidige stykker vildt”).

Alt i alt en uforglemmelig dag!