113. gang er lykkens gang. Det var i hvert fald 113. gang jeg var af sted med buen efter rådyr; det lykkedes mig at skyde min første forårsbuk med buen.
2012 var det første år, jeg gik ”all in” med buen og ikke havde riflen med på jagt i Danmark. Det år havde jeg et par spændende oplevelser uden at komme til skud på rådyr. I forårsjagten 2013 var det meget tæt på at lykkes; havde en buk på skud som jeg snittede. Den blev eftersøgt med schweisshund, som kunne konstatere, den var snittet helt foran på bringen. Jeg var ude flere gange efterfølgende – på disse ture kunne jeg heldigvis konstatere, den havde det godt, så godt den kunne smide en mindre kollega på porten med fynd og klem.
Efter den havde smidt konkurrenten ud af reviret, sigtede jeg på den på 10 m afstand med trukket bue. Græsset foran var dog for højt til, at jeg kunne skyde, men jeg var meget glad for at se det eneste, der havde taget skade, var min stolthed!
2014 var året, hvor det langt om længe skulle lykkes for mig – pga. arbejde og rejser var jeg ude 16. maj om morgenen (hvor jeg så enden af en buk inden solopgang), men kom først ud igen 5. juni.
I løbet af 6 ture havde jeg set 2 forskellige bukke, hvoraf jeg ikke kom tættere end 40 meter en enkelt gang.
17. juni havde vinden ændret sig til en vestenvind, så jeg var nødt til at prøve et nyt sted, hvor jeg havde set skrab og fej forud for sæsonen. Stykket består af et stykke krat, der adskiller strandeng fra en pæreplantage. Da jeg kørte op for at parkere ved gården så jeg, der lå en buk, der nød tilværelsen imellem pæretræerne.
”Fint – jeg får klædt om og går ned og skyder den”, tænkte jeg. Da jeg kom tilbage var den selvfølgelig væk… Sad så i 3 timer mellem pærerne og krattet uden at se noget. Da jeg så kørte hjem og passerede pæretræerne efter solnedgang, stod han selvfølgelig samme sted, som jeg først så ham…
Dagen efter skulle det prøves igen – så ham ikke i pærerne, da jeg kørte forbi, så jeg satte mig ned på plads mellem pæretræerne og krattet. Efter et par timer havde jeg set et par fasaner, men ingen rådyr. Havde rejst mig for at strække benene, men da jeg var ved at sætte mig igen, så jeg benene fra et rådyr mellem rækkerne af pæretræer – og der stod bukken og kiggede i min retning. Heldigvis var den ikke alarmeret, så den begyndte at esse af pæretræerne igen. Derved kunne jeg komme helt ned og sætte mig igen, få trukket buen og vente på den tog et skridt frem for at blotte bladet helt.
Det gjorde den i løbet af et par sekunder; den havde hovedet oppe i pæretræerne og essede, da jeg slap pilen på 15 m afstand. Pilen så ud til at sidde godt, måske en anelse højt, og jeg kunne høre slaget, da pilen gik ind i ribbenene på bukken.
Efter skuddet spurtede den tilbage skråt ind imellem pæretræerne, så jeg ventede 10 minutter, inden jeg gik hen til påskudsstedet. Der lå pilen smurt ind i schweiss, så jeg gik i den retning bukken løb og fandt efter 10-15 meter lidt lyst schweiss, men derefter intet.
Da jeg ikke kunne finde noget at gå efter, valgte jeg at ringe efter en schweisshundefører. Mads Rasmussen dukkede efter 30 minutter op med sine 2 ruhårede, og det var Mille, der fik æren af at finde bukken. I løbet af kort tid fandt hun bukken stendød med en dobbelt lungepil. Der var ikke rigtig noget schweiss på sporet, nok fordi skuddet sad en anelse højt.
Da Mads vinkede mig ned til bukken, er det vel unødvendigt at sige, jeg var lykkelig over, at det hele var lykkedes som det skulle!
Bukken var kun 13 kg brækket (men ellers i ok stand); det var en gaffelbuk i ørehøjde som havde fejet halvdelen af basten, men af en eller anden grund ikke fejet resten af, så det hang indtørret på opsatsen. Størrelsen på bukken står heldigvis omvendt proportionalt med glæden ved, at det endelig lykkedes at få min første forårsbuk med buen.
Til sidst en stor tak til Mads og de andre schweisshundeførere, vi har, som beredvilligt stiller op med gode hunde til at hjælpe os, når vi har brug for det!
Træk og slip derude. /Søren