Oplevet af Morten, nyslået jæger
Nah – så har webskrædderen til nærværende hjemmeside fået sig et jagttegn – og tilmed til bue!
Der er også blevet trænet flittigt – først blev der trukket lidt i klubbens buer for at checke lidt forskelligt, men de blev efterhånden erstattet med et midlertidigt lån af brormand Karstens aflagte Carrera af ældre dato. Der var lidt mere at hive i, mildt sagt…
Men som han siger: ‘Den har godt nok været med til at fylde fryseren, den her!’
Der var en periode med trætte arme, men efterhånden gik det fint. De dårlige undskyldninger med dårligt indstillede sigtemidler osv. blev efterhånden droppet til fordel for lidt praleri omkring min nye træfsikkerhed osv. (indtil ejeren mødte op og nybegynderens pral blev sat lidt på plads m.h.t. definitioner af træfsikkerhed; han havde ganske enkelt prøvet det før… – Så jeg trænede videre.)
1. oktober
Sådan et nyslået jagttegn skal selvfølgelig benyttes, så da 1. oktober var 6 timer gammel var det ud af fjerene og af sted. Jeg havde selvfølgelig spurgt rundt omkring, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg nu kom til at slå sådan et dyr ihjel, og svarene – sammenholdt med, at jeg indimellem er med til at slagte en af mine geder – gjorde, at jeg trygt tog af sted; ned over marken til renden, hvor jeg dagen i forvejen tilfældigvis fra 1. salen i mit hus for første gang i 5 år havde observeret, hvad jeg mente var rådyr: en rå med dens lam. Normalt går der masser af (mindst fire..) dådyr, men dem må vi jo ikke skyde. Endnu.
Jeg lænede mig til, kravlede op i, hoppede ned igen af et træ, indtil jeg ved 7-tiden fandt ro på en pude, der var medbragt til det samme. Der har sikkert stået en del dyr og moret sig over nybegynderen.
Solen skulle stå op og åbne ballet klokken 7.20, og jeg mente bestemt at have en aftale med dyrene på det tidspunkt. Hvor svært kan det være!
Inden da havde jeg dog bemærket, at jeg nok ikke er skjulestedernes mester; en kat – en kat! – var på morgentur ude på 30 meters afstand og gjorde nærmest hånligt opmærksom på, at den da selvfølgelig havde set mig! Selv kragerne ændrede kurs, når de ellers var på vej hen til det træ, der var skjulested og udgangspunkt for min jagtdebut.
Som prikken over i’et i forhold til at være usynlig/ulugtelig: Fra mit ‘skjul’ kunne jeg se vejrhanen hjemme på laden, som jeg havde planlagt morgenen efter; den viste slet ikke samme vindretning som de faktiske forhold viste sig at være…
Ventetiden blev smuk og ikke så lang. Det var aftalen – havde jeg forestillet mig – at dyrene skulle komme daskende langs renden i et spor, de tilmed selv havde lavet, og gå forbi mig på sådan en ti meters afstand – med siden til og så ellers stå stille, når det skulle foregå.
De har sikkert haft til hensigt at overholde aftalen, for pludselig, ét minut efter solopgang på efterårets første rigtige jagtdag, lød der noget henne fra den rigtige retning – altså hvor jeg forventede, de skulle komme fra – noget meget jagtagtigt! Jeg forventede essende rådyr – eller lyden deraf, hvis den findes – men i stedet lød et øresønderflænsende… riffelskud!
Jeg vidste godt, at jagten således var “afblæst” for et stykke tid, men ærgrelsen blev ikke mindre af at se “gerningsmanden” forlade jagtområdet i bil ad en markvej, der ligger langs med mit revir… sikkert med et rådyr bagi…
Men sådan er det vist…