Af Steffen

Det er tirsdag, vinden er konstant fra sydvest 4-5 m/sek og det er overskyet. Rigtig godt vejr til udendørsaktiviteter.

Dagens dont omhandler fjernelse af asketræer – nauer – roser og andre selvsåede vækster, der har slået rod i solbærrækkerne.

Inden arbejdets start går jeg en tur med kikkerten for enden af rækkerne. Mellem 5. og 6. række ser jeg en fin lille seksender, der rusker voldsomt i en solbærbusk 100 m fra mig. Buen har jeg ladet ligge i bilen, fordi formålet i dag var arbejde, men, men…

Efter en vurdering beslutter jeg at blive, for at se hvad bukken vil. Efter en halv time lægger han sig i kanten af 4. række 150 m borte. Normalt giver det god tid til at komme i position.

Jeg lister tilbage til bilen efter buen og 3D tøjet. Efter 20 minutter er jeg tilbage ved udgangspunktet og konstaterer, at han stadig ligger, hvor han gjorde, da jeg forlod ham.

Det er umuligt at krydse solbærrækkerne uden at lave støj, derfor skal jeg ned mod ham, således jeg har en række mellem os. Buskene er så høje, at der kun kan skydes over én række. Hvad jeg tror, er ca 20 m fra ham, står et selvsået asketræ, der rager en meter over bærbuskene. Det er målet at komme ubemærket til det træ for at vente, til han rejser sig.

Efter en meget stille pürsch nåede jeg træet, troede jeg. Jeg var imidlertid kommet et træ for langt, så da jeg forsigtigt kikkede over rækken, lå ham 5 m fra mig. Ikke nogen gunstig afstand når buen skal trækkes.

Han kikkede imidlertid hele tiden bort fra mig, så jeg besluttede at tage chancen. Trak buen, holdt sigtet lige over bukken. For at få ham til at rejse sig, trådte jeg på en kraftig tidselstængel, der lå i kanten af rækken. Denne lyd fik ham til at vende hovedet mod mig. Han virkede ikke nervøs, men efter et øjeblik rejste han sig. I samme øjeblik benene var strakte, ramte pilen ham.

Et øjeblik stod ham stille, hvorefter ham forsøgte at springe sidelæns gennem rækken. Det er dog umuligt med de sammenfiltrede grene. Han blev nærmest kastet tilbage fra buskene og stod et øjeblik, inden han faldt. Han udstødte to små gisp, hvorefter han lå stille. Ikke nogen spjætten med benene eller andre reflekser fra nerverne.

Det er et specielt skue, når det overværes på 4 – 5 m.

Jeg har tit gerne villet tælle sekunder, fra pilen bliver sendt, og til dyret falder, men har de fleste gange glemt det pga. spændingen. Denne gang huskede jeg det, og nåede til 5.

Pilen perforerede begge lunger og gennemskød hjertet.

Det er en oplevelse at være buejæger