Jeg har netop startet min tredje sæson med buejagt, bukkejagten 2005. Jeg befinder mig på mit revir i udkanten af det nordlige Odense, et område der består af frugtplantage og græs eng med kløver samt mose. Et område på ca. 50 tønder land, et perfekt sted til råvildt, fasaner og ænder. Tankerne går tilbage til efteråret/vinteren. Jeg er i gang med at bygge et krageskjul og har slæbt grangrene fra mosen over engen til kanten af et viebuskekrat. Jeg tror, det var tredje gang jeg krydsede engen med alt det gran, der kunne slæbes med to hænder… Der lå den pludselig, en stor kastestang fra en seksender, der må have været tæt på 100 points, som jeg aldrig havde set, men det måtte være fra den buk, jeg havde gået efter hele sommeren, og som kun min jagtkammerat havde set én enkelt gang.
Nu stod jeg med kastestangen i hånden og tænkte: “Den buk vil jeg gerne møde efter d. 16. maj”. Jeg var 99 % sikker på, at den levede endnu, men at det nok ville blive svært, da min jagtkammerat, som ejer jorden, går med riffel og på den måde kan dække et større område, mens jeg selv (med bue) måtte forsøge tæt på mosekanten, hvor vekslerne går ud og ind. Tæt ved mosekanten står der nogle træer, jeg til tider klatrer op i, når vinden er dårlig. Den 16-5 om morgenen; skydetid starter, men jeg hører kun få skud på lang afstand, og jeg nyder nattergalen og de mange andre fugle… BANG… Jeg vågner brat: åh nej, min buk! Nu har han vel ikke skud min buk (min jagtkammerat, altså), for jeg ved han sidder på den anden side af mosen med sin riffel.
Alt er stille igen, og jeg lytter og kigger i retning af skuddet og venter at se min kammerat komme slæbende med en buk, måske den “store”, men der sker ingenting… Der går lang tid, og jeg kravler ned, lister rundt om mosen, jeg ser op på hans post… tom. Hvor er han mon? Der lyder et fløjt, jeg vender mig rundt, der står han, lidt inde i mosen og vinker mig derhen. “Hvor er bukken?” spørger jeg og kigger rundt. Hvad er der sket??
Min kammerat ser skuffet ud: “Jo, ser du, jeg sad oppe i egetræet, og så kom der nogle råer ud og bagefter kom bukken, en pæn gaffelbuk, og så røg mit hjerte op i halsen og dunkede, så bukken for rundt i sigte kikkerten.” Han fortsatte med svag stemme: “Men jeg synes at have styr på det et øjeblik efter og lod skuddet gå. Vi gik hele episoden igennem, ingen schweiss, ingen hår, …ingen buk – blankt forbi.
Om aftenen (stadig 16-5) var alt stille, kun en enkelt rå viste sig. De næste dage besøgte jeg to andre revirer. Det ene var helt dødt, skønt der plejer at være 2-3 råer. Men der har været syge blandt rådyrene, og efter 3 besøg opgiver jeg stedet for resten af året. Dér skal ikke skydes noget selv om det er muligt.
Men tredje sted er der liv, en god buk og to råer hygger sig mellem pæretræerne. Jeg sidder i vejgrøften og tænker på, om der mon skulle opstå en chance for en pürsch. Efter en halv times tid forsvinder råerne over i æbletræerne, som ligger ca. 30 meter til højre, bag et bøgehegn. Bukken trækker ud til venstre mod pilehegnet og kornmarken; her går han løs på pilehegnet, som var han en busk-rydder. Han fejer, så skidtet står ham om ørene. Han er på det tidspunkt ca. 100 meter væk og kommer efter et par minutter langsomt nærmere, mens han skiftevis fejer og spiser. Nu står han 50 meter væk. Jeg sidder i grøften og kigger langs med pilene og tænker: “Kom nu bare! 25 meter mere”, for så kan jeg nå ham. I stedet lægger han sig i kanten af pilene. Han er et kraftigt dyr med hornene et godt stykke over ørene, ulige seksender. Han ligger lidt skråt med spejlet mod mig og jeg tænker, at jeg måske kan kravle nærmere og være klar, når han rejser sig… Men efter 10 meter må jeg opgive, der er ikke et strå, at gemme sig bag. Tilbage i grøften og jeg må vente. En rå kommer og den passerer bukken, uden at han rører sig, og råen fortsætter lige ned mod mig; tættere og tættere kommer hun. Jeg dukker mig så meget, det er muligt, og prøver på at ligne en bunke vissent løv i mit camouflage tøj. Til sidst er hun inden for 3 meter. Jeg kniber øjnene sammen for ikke at blive set, men råen har set noget der ikke plejer at være der. Hun tager to spring til siden og stirrer længe på det fremmede i grøften, inden hun skynder sig over vejen bag mig. Lidt efter rejser bukken sig, han strækker sig langsomt og går igennem pilene ud på kornmarken. Jeg flytter med, så jeg kan følge bukken på marken. Han går langsomt væk fra mig i det høje græs, langs med pilehegnet, her lægger han sig igen. Jeg prøver at pürsche ham igen, men ender med at støde ham på klods hold. Han springer væk og min morgen er brugt.
Det er nu blevet den 21-5 om morgenen og den store buk skal prøves igen. Vejret er tungt og mørkt, da jeg kommer til reviret nord for Odense. Vinden er jævn fra vest, og jeg har valgt et træ i kanten af mosen ved den eng, hvor jeg fandt kastestangen i vinters. Jeg lister mig forsigtigt langs kanten af frugtplantagen, mens jeg sikrer mig ikke at støde et dyr. Det lykkes mig at komme uforstyrret op i mit træ, præcis til skydetid. Jeg får mig placeret så behageligt som muligt og studerer området omhyggeligt i kikkerten. Intet at se. Der er nu gået et kvarter, og solen er stået op, men det er stadig meget mørkt. Jeg tænker, at det snart vil begynde at regne.
Men hov, hvad er det? Pludselig kommer et dyr travende ud fra plantagen… en buk, ja, det er ham den store og han har travlt, men heldigvis kan han ikke modstå de lækre kløverblade, engen er prydet med. Han skal bare lige smage et par stykker. Bukken står i kløvergræs til op midt på kroppen og æder. Det hele går så stærkt. Jeg griber buen for at gøre mig klar, hvis der skulle opstå en chance. Pilen er på, og han er ca. 40 meter væk og dækket af grene. Han skal gå til en af siderne og nærmere, før der bliver en mulighed for at skyde; går han til venstre, så vil han være uden for skudhold. Nu er han færdig med kløveren – yess´ jeg er heldig; han går til højre mod mosen, den eneste vej, hvor der kan opstå en chance. Men han går alt for hurtigt og vil passere mig inden for 20 meter, uden at byde på en mulighed, han har alt for travlt med at komme i mosen til at skyde. Jeg må ha´ ham til at stoppe, men hvordan?… Hvis jeg fløjter, er der stor chance for han springer i stedet for at stoppe – der skal gøres noget – og hurtigt. Buen bliver trukket, og pilen følger ham. Bukken er nu kun 15 m. væk – jeg forsøger at muse forsigtigt: han stopper, drejer lidt og ser op efter lyden. Han ved præcist, hvor lyden kom fra. Sigtet er på bladet. Jeg lader pilen gå og ser den træffe og gå i jorden bag bukken, jeg har også hørt det klask det giver når en mekanisk spids rammer et dyr. Bukken vender rundt og styrter ind i plantagen, hvor jeg kan se ham hele vejen til toppen af den lille bakke, træerne står på. Han løber meget længere end normal det gør mig lidt nervøs, og nu regner det!
For pokker, alle spor bliver vasket bort, så jeg må hellere komme i gang med at finde bukken. Jeg er på nu værende tidspunkt sikker på pilens placering; jeg så jo pilen gå i dyret det rigtige sted! Jeg skynder mig ned af træet og finder pilen, mens jeg tænker på hvorfor han løb så langt. Det plejer de ikke med en god pil. Nu står jeg med pilen og kan jeg se schweiss fra lever og mave. “Åh nej, ikke maven!” – men, tænker jeg, der er også lever, så den kan da ikke komme langt. Så beslutter mig for at følge blodsporet. Det går helt fint indtil jeg når toppen af bakken, hvor jeg sidst så ham. Det regner nu så meget, at alt blodet bliver vasket væk. Hvad gør jeg? Går videre og risikere at støde en anskudt buk! Nej, op i bilen der ligger en bajer, hvis jeg drikker den lige så langsomt, som jeg plejer, så går der nok en halv time med det, og så er bukken nok død,” tænker jeg. “Der var jo også lever svies på pilen”, forsikrer jeg mig selv om. Men det slukker ikke uroen i kroppen. Jeg går uden om plantagen for ikke at ødelægge noget.
Jeg sidder nu i bilen. Øllen er åben, og jeg drikker den langsomt, mens tankerne kredser om bukken. Flasken er nu tom, men den halve time har kun taget knap 10 minutter. Uroen og utålmodigheden river og flår i mig, men jeg venter den halve time. Jeg er nu på vej ned mod plantagen, den halve time er gået, men tvivlen er der stadig. Jeg ringer til en sweiss-hund, men får intet svar, jeg prøver flere gange at ringe op, men stadig forgæves. Til slut går jeg tilbage til skudstedet og op på bakken, hvor det sidste blodspor var. Jeg beslutter at gå efter min “næse”/intuition, som jeg har gjort det flere gange før, altid med held. Jeg lukker af for omverdenen, går roligt ind og ud mellem træerne og når kun ca. 30 meter frem, før jeg ser ham ligge længere fremme med hovedet oppe, men mærkeligt bagoverbøjet. Der kommer straks en pil på buen, og jeg nærmer mig meget forsigtigt bukken, som ligger helt ubevægelig. Jeg er nu kun få meter fra og kan ser nu, hvorfor han ligger med hovedet oppe: hornene har sat sig fast i en ståltråd der er sat fast i jorden og går skråt op til toppen af den første pæl i rækken af pæretræer kun 2 meter fra de traktorspor, der er vejen til mosen. Havde jeg blot gået den sædvanlige vej ad sporene tilbage til bilen, for 45 minutter siden, havde jeg set ham straks. Men der lå han nu, bukken jeg havde drømt om siden dengang på engen, hvor jeg fandt kastestangen. Skuddet viste sig at være godt. Pilen var gået gennem begge lunger, leveren, maven og ud af bagkøllen bukken har stået mere skrå end jeg lagde mærke til. Nu stod jeg med bukken i hånden og følte mig sikker på, at her var en dansk medalje-buk, som oven i købet var skudt med bue. Og så skulle der ringes til alle jagtkammeraterne, men der var ikke nogen, der tog telefonen – men hvad gør det når man lige har skudt sit livs buk. Det varede en hel uge, inden “armene kom ned” igen.
Opmålingen viste 115,6 point.