LWR.  juni 2000

 

Har du set Diana smile?                                                                                                                                         

Det har jeg.

 

“Der går en god buk nede i den vestlige brakmark, og en mindst lige så stor én, nede ved oversvømmelsen på den anden side af vejen.  Jeg så dem samtidig, så der går altså et par gode bukke hvis du skal på jagt”.  Bemærkningen gik selvfølgelig ikke upåagtet hen, for som beboer på ejendommen og “morgenmand” skulle han om nogen, kende områdets råvildt.

Jeg havde mindre end 14 dage tidligere, lavet en aftale omkring jagten på ejendommen og var netop denne formiddag ude, for at se efter skrab og fejninger, for efterfølgende at planlægge mit forsøg på at nedlægge min første buk.  Med bue altså.

De sidste par års træning i vor lille bueklub havde resulteret i den længe påtænkte tilladelse til at prøve kræfter med et af vore forfædres foretrukne jagtvåben: buen.  Ikke den traditionelle smukke langbue (dertil rækker mine evner ikke), men til den moderne compound bue.  Et unikt stykke værktøj, som fremtræder som det det er: et kraftigt hårdtskydende håndvåben, som med nutidens højteknologiske materialer er i stand til at fremføre en barber- bladsskarp pil med en sådan kraft, at gennemskud til for eksempel et stykke råvildt, oftere er reglen end undtagelsen.  Det voldsomme blodtab som uvægerligt fremkommer efter at en pil med flere skarpe blade, har passeret en vildtkrop, og skåret sig igennem denne med med en diameter på omkring 38 mm. gør, at vildtet meget hurtigt forender . Det overraskede mig at opleve hvor hurtigt dette skete, og det var samtidig en meget stærk oplevelse.  Du er i sagens natur tæt på, og er “helt oppe at køre”, og opfatter derved hele forløbet meget intenst.  Den pil du slipper løs har efterfølgende en voldsom effekt; du oplever at se dyret blive ramt, dyrets reaktion (om nogen) og i dette tilfælde, en kort spurt for at flygte fra dette uvirkelige, som står der i cammoflagetøj med hætte og handsker i juni måned.

Ejendommen er bynær, og gennemskæres af en af  indfaldsvejene fra det østlige opland. For at komme til den omtalte brakmark, havde jeg parkeret et stykke hen ad vejen.  Vinden var nogenlunde stabil, og ville sikkert ikke blive noget problem, da jeg som en bedre turist spadserede hen mod målet for denne min første rigtige morgenpürch med bue. Jeg havde tidligere i et andet område, prøvet med anstandsjagt, men den lille spidsbuk som det viste sig at være, lever i bedste velgående endnu.  Et par år mere min ven, så ses vi måske.

Hvad søren er nu det? Ude midt på en offentlig vej står jeg og kikker på en pragtfuld buk, som mindre end 50 meter fra mig med spejlet til, står og nyder morgenen i kanten af et oversvømmet stykke brakmark på den “smalle” side af vejen. Sidelæns som en krabbe forsøger jeg et komme bort fra vejen og ind på vort eget område, men da bukken står temmelig lavt i forhold til mig, ses jeg imidlertid et kort øjeblik i silhuet, og det finder et voksent stykke råvildt sig selvfølgelig ikke i.

 

Selv om det lykkedes mig at komme ned ad skrænten mod marken uden for meget larm, var han alligevel blevet opmærksom på dette underlige noget, som kom kurende på r….  ned gennem det morgenvåde græs.  Hvad gør en voksen buk så?  Nej. Det gør den bare ikke.  Den går derimod med beslutsomme skridt frem mod denne indtrængende usling, medes den stirrer ham ind i øjnene, og når den så er inde på ca 12 meter siger den bauw – BAUW,  kikker hånligt på ham, drejer 180 grader rundt, og går med højt hævet opsats bort og forsvinder kort efter i skovbrynet.  Med spejlet til.  Sådan  !!   Oplevelser af den art, kan nemt koste et par underbukser.

 

Det var uden tvivl den ene af de bukke jeg var blevet informeret om, men grådighed havde sløvet min opmærksomhed i en sådan grad, at Diana nok skulle vide at sætte mig effektivt på plads, så resten af morgenen gik med diverse forberedelser til udsætning af lidt fasaner, men synet af det højt hævede bukkehoved stirrende på mig på kort afstand, ville ikke, kunne ikke og måtte ikke forsvinde.

Jeg tror jeg var af sted 4 gange før jeg så ham igen.  En aften med stærk trafik til ishuset med Sydfyns største is, og folk på aftentur i skoven, stod han ude midt i marken sammen med et par råer.  Jeg nød synet, og dette gentog sig flere aftener.  Han havde nu hvor afgrøderne var høje nok, flyttet sit dagsæde til marken, men friske fejninger overalt i hjørnet af brakken hvor jeg først havde mødt ham vidnede om, at her kom han stadig.

Det gjorde han også om morgenen den 18. juni.  Jeg var nået frem til området i dække af det efterhånden ret høje ukrudt.  Vinden var ikke for god, men såfremt han var ude på marken, ville det ikke få nogen særlig indflydelse. Og det var han.  Han gik alene i kanten af skoven, lige i overgangen mellem brakmark og korn.  Vinden var godt nok på langs af skoven op imod ham, men blev nærmest suget ind i underskoven, bort fra skovbrynet, så jeg begyndte en af mine hidtil mest spændende pürch.  Afstanden mellem os var ca 150 meter, så det gik forholdsvis hurtigt i starten.  Jeg skulle dog konstant sikre mig, at ikke et andet dyr i området pludselig skulle finde på, at komme frem og afsløre mit forehavende.  Enhver som har prøvet at pürche sig ind på et stykke råvildt, har oplevet det: Fornemmelsen af, at nu har han altså opdaget dig.  Det har han bare ikke, men du stivner, og sekunderne føles uendelige,  når du forsøger at ligne noget du absolut ikke er.  Enhver kiropraktor ville krympe tæer, når du midt i en bevægelse bliver afbrudt af et hurtigt løftet hoved og et par stirrende øjne, men der er kun et at gøre : prøv at ligne noget ufarligt.

En bue er ikke en riffel.  Selv om den er effektiv, kræver buen at du er inde på kort afstand  når du slipper pilen.  Dit bytte skal stå, så din pil passerer de vitale dele i kroppen, og du skyder ikke på et stykke råvildt som sikrer, og endelig må der ikke være bevoksning i vejen.  Kort sagt det kræver tålmodighed, og jeg vil absolut ikke anbefale folk med hjerteproblemer, at forsøge at nedlægge en dansk råbuk på 3 – 4 år, med bue og pil.  Kors hvor er man ” tændt”.  Cirkulationspumpen kører på fulde omdrejninger, du tør næsten ikke trække vejret eller bevæge dig, men er samtidig bevidst om, at hvis du vil skyde ham, må du altså lige de sidste meter frem.  Atter smilede “hun” til mig.  Bukken havde under min fremrykning langs skovbrynet, bevæget sig et stykke ud i det høje ukrudt omkring den nu delvist udtørrede  brakmark, hvilket lettede min pürch.  Vinden var heller ikke længere et faremoment, da jeg nu endelig var nået frem mellem bukken og skoven.

            Der var dog endnu en afstand på omkring 40 meter mellem os, men han anede ikke min tilstedeværelse.  Langsomt pürchede jeg gennem det spredte ukrudt, frem imod ham, og til min store fryd, begyndte han, at gå tilbage mod skoven, og dermed ind mod mig.

Pludselig er han væk !!  Har han sat sig?  Nej, der er noget der bevæger derhenne, puha!!  Og så igen.  Hvor blev han af ?  Pil på buen, nu gælder det nok snart, han må være på vej lige ind i hovedet på dig!!

Ganske rigtigt, ikke 15 meter fra mig kommer han stille og roligt gående, men helt spids på. Skal du trække buen?  Nej, ikke endnu, han skal lige dreje hovedet en anelse, min bevægelse vil ellers blive opfanget på denne korte afstand.  Atter er hun mig venligt stemt, for ikke kun drejer han hovedet, men hele kroppen følger med, da han lige skal nippe til en plante ved siden af ham.

Derfor er træning er så vigtigt.  Du tænker ikke på vejrtrækning, skydeteknik eller om du nu klamrer dig til buen.  Du skyder bare, for alt det andet sidder allerede på rygraden.  Det siger sig selv, at hele hændelsen sker i løbet af et kort øjeblik, men i din hukommelse, og på dine nethinder er efterladt nogle slow-motion billeder og nogle lyde, som gør oplevelsen uforglemmelig.  Den voldsomme effekt  pilen har, når den rammer, bukkens bestræbelser på at vende om og flygte, faldet i forsøget herpå, op igen, og den efterfølgende korte spurt  mens livet hurtigt forlader ham, står i en vældig kontrast til den forsigtige, stille  pürch, som indledte det hele. Måske er det netop dette klimaks, som gør oplevelsen så intens.

Pilen var gået skråt ind lige før venstre forben, lidt højt så den havde passeret over hjertet, men på sin vej gennem kroppen, havde den gennemskåret venstre overarmsknogle samt arterierne omkring hjerte og lunger, så efter en ganske kort flugt, forendte bukken i løbet af få sekunder, på den eng hvor han havdetilbragt en stor del af sin tilværelse.  Du føler, at du har ydet dit ypperste, og at det var en af de dage hvor Diana smilede til dig.

Leif.

 

PS.  Jeg så aldrig den anden buk