Oplevet af Anders Molin i 2005

 

Det var en kold, snusket og forblæst morgen i midten af november.

Vinden, der var i vest, sparede ikke på kræfterne.

Grenene slog mod ruderne og det peb omkring hushjørnerne.

Meteologerne havde lovet stormende kuling med vindstød af orkanstyrke, hvilket syntes at være gået i opfyldelse.

Vækkeuret sprang hensynsfuldt hvert andet ”tak” over for at trække tiden længst muligt, men til sidst måtte det give efter for den indbyggede pligtfølelse og bekendtgjorde med larmende ihærdighed, at klokken var 03.45. Det var ”stå-op-tid”.

Vi havde glædet os. Vi havde virkelig set frem til to spændende dage. Ingen tvivl om det.

Men vejret!

”Vogntoget” var gjort klar aftenen i forvejen. Der manglede kun køjetøjet, tandbørsten og buen.

Men vejret!

Megen snak havde fundet sted dagen i forvejen. Skulle vi aflyse eller tage af sted?

Kunne vi overhovedet komme over broen? Og hvad med væltende træer og afknækkede grene i skoven når vinden kom hujende?

Vi tog af sted og kunne efterfølgende konstatere, at broen var blevet lukket kort efter vores passage p.g.a. stormen.

Ja! Rettelig blev sagen vel for så vidt afgjort den aften da vi – i bogstaveligste forstand – pakkede bil, da det ud af mørket lød: ”Sæ`følli` ska` vi afste`. Vi ska` u` or` ha` det sjovt”.

Vi fik det ”sjovt”. Ja, mere end det. Vi fik det rigtig godt og hyggeligt.

Et midtsjællandsk gods havde velvilligt stillet terræn til rådighed for os fire buetrækkere.

Reglerne for afskydning blev klart og forståeligt repeteret af skytteeleven ved ankomsten, så det var bare at komme i gang. To dage på egen hånd.

Men! En forudsætning for i hvert fald en betinget succes var, at hver mand havde en release, hvilket hurtigt blev klart ikke at være tilfældet.

Desværre lå releasen sammen med den varme jakke, der heller ikke lige var kommet med.

”Problemer bliver løst i den rækkefølge, de opstår” blev gjort til turens motto, så alle kom på jagt.

Bladene i skovbunden blev hvirvlet op af blæsten, trækronerne slog mod hinanden og smågrene dryssede om ørene på os. Det var på en måde en storslået oplevelse.

Fasanerne lod sig ikke anfægte synderligt af vejret, hvorimod råvildtet – som forudset – trykkede sig i buskadser og lækroge.

Det blev – uagtet blæsten – en god dag. Der blev ”lusket” og der blev kravlet. Der blev ”trukket”, og der blev ændret strategi utallige gange, når vinden ”snød” i det kuperede terræn, og der blev udvekslet gode iagttagelser og oplevelser.

Dagen gik på hæld, vinden løjede af og natten blev kold med en stjernevrimmel, som kun Walt Disney Production kan præstere.

Fredag – vores anden og sidste dag – på dette fascinerende sted var vejrmæssigt en fuldstændig kontrast til torsdagen.

Morgenfrost og strålede sol fra en skyfri himmel. Svag vind og knasende blade.

Ja! Det var så lydt, at fasanernes gang gennem bøgeskovbunden lød som dinosaurer på vandring. Der var udfordringer i de sjællandske skove.

En håndfuld fasaner og to stykker råvildt blev vildtudbyttet af de to dages jagt.

Meget vildt blev set, men det er godt at vide, at der også er noget til næste gang – hvis vi måtte være så heldige, at der bliver en sådan.

(Vi har jo lov til at håbe).