Sidste efterår var 4 mand fra Svendborg Buejægere: Karsten – Steffen – Erik – samt undertegnede, med på en weekend`s tryk- og purchjagt på Lyngbygård ved Skelskør.
Det var for os alle en stor oplevelse med vildt i store mængder. Jagten var velorganiseret – forplejningen fortrinlig og selv havde jeg den store jagtlykke, at nedlægge mit første stykke råvildt, og så med bue og pil, men derom senere.
Starten gik fra Svendborg lørdag morgen 04:45, men DSB havde aflyst færgeafgangen 05:30. Næste afgang var Vognmandsruten 07:00, så vi måtte pr telefon underrette jagtherren Flemming om, at vi desværre ikke nåede frem til morgenpurchen.
Vi mødte det øvrige jagtselskab til morgenbordet. De var alle i godt humør. Der var set masser af råvildt. Karsten havde set 14 stk på én mark.
Efter en kort parole kørte vi til skovs. Flemming satte os på post. Hans to skytteelever, der kendte skoven bedre end deres egen mor, skulle trykke. Det var folk der kunne deres metier. I samtlige såter, på to dages trykjagt, blev der set råvildt.
På en af lørdagens poster blev jeg passeret af 2 stykker råvildt på kun 6 – 7 meters afstand, uden at de opdagede mig. De kom bag om ryggen på mig, så jeg fik ikke trukket buen, – men sikke en oplevelse!!
På en anden post blev jeg skældt ud af et egern. Dem så vi rigtigt mange af, røde forstås, vi var jo på Sjælland.
Efter dagens jagt var intet nedlagt. Der var skudt til en hare og et rålam, men forbi – det er det med udenomspladsen!!
Dagen havde budt på flere chancer. Alle havde haft råvildt for, men flere af os manglede erfaring i trykjagt med bue og pil som våben. Dagens lektie var: når råvildtet er på skudhold, er det for sent at trække buen. Man skal via sine sanser og pr. instinkt trække, når råvildtet forventes at komme. Nok ser de dårligt, men bevægelser får dem til straks at slå af.
Hjemme på gården ventede aftensmaden, gammeldags flæskesteg (som vor mor lavede den) med bjerge af kartofler, samt kaskader af tyk brun sovs. Store mængder blev sat til livs, for Flemmings kone kendte af erfaring til jægeres appetit efter en hel dag i skoven, så der var rigeligt.
Efter middagen fik vi kaffe i Flemmings jagtstue. Den ene væg var prydet af bl. a. ”Fars svin”, en vildorne af de voksne, nedlagt med bue og pil i Polen. Den gjorde så stort indtryk på os, at vi næste februar tog til Polen med Flemming på vildsvinejagt, – men det er en helt anden historie.
Efter meget hygge og jagtsnak, begyndte øjnene at blive små, og vi gik til ro for natten.
Søndag morgen blev vi, efter en hurtig kop sort kaffe, fordelt i skoven til dagens morgenpurch. Efter et par timer blev vi afhentet igen. Alle havde set vildt, men intet nedlagt.
Over morgenbordet (hvor alle spiste sig mere end mætte, vi skulle jo holde til en hel dags jagt, inden der igen vankede fast føde) blev gårsdagens erfaringer diskuteret – nu skulle der vildt på paraden!!
Dagens første såt, stille på post, trykkerne af sted, alle sanser spændt, meget råvildt men ej på skudhold. Flere havde trukket til en hare, men den var for hurtig til forsvarligt skud. I en senere såt leverede Flemming en hare, og vi var to mand der trak til en ung buk på 20meter. Men han skulle spares til slægtens videreførelse. Men fornemmelsen af at have haft chancen til at nedlægge en buk med bue var bare ”FEDT MAND”.
Dagens næstsidste såt bragte mig så i Dianas lys. Flemming er i en hochsitz, jeg er på jorden 50 meter væk. Flemming trækker buen, det samme gør jeg, da der ud af gran tykningen kommer en rå med to lam. Da de er på skudhold lader Flemming pilen flyve, men desværre over.
Jer er fulgt med og råen er nu 15 meter fra mig, men der er for mange grene mellem os til forsvarligt skudafgivelse. Da jeg, stadig med trukket bue, ser efter de to øvrige dyr, opdager jeg et lam på skudafstand. Pilen slippes, og alt foregår nu (i min bevidsthed ) i slowmotion. Samtidig med at pilen flyver mod sit mål, har dyret set bevægelsen, og er ved at sætte af til flugt. Så hurtig er vildtets reaktion at pilen, i stedet for at ramme bladet, med en kvasende lyd rammer rygsøjlen, og (viser det sig senere) gennemborer flere ryghvirvler.
Det er som det hele er foregået til ”cresendo” – musik. Måske min egen hjertebanken og blodets susen, jeg har hørt?. Så går det op for mig: jeg har nedlagt mit første råvildt – og så med bue og pil. Jeg fyldes med en blanding af følelser, stolthed, æresfrygt samt respekt for vildtet, der nu ligger forendt, så tæt på mig at jeg kan lugte det. Jeg mærker samhørigheden med mine ”rødder”, sådan oplevede de vel også jagtlykken årtusinder tilbage.
Nu står jagtkammeraterne rundt om mig. Jeg bringes tilbage fra en næsten trancelignende tilstand, af deres lykønskninger.
Hjemme på gården igen. Der gøres klar til parade. Medens jagtselskabet venter og ser til, skærer Flemming en hasselkæp i et nærliggende hegn. Nu skal jeg opleve den ceremoni, jeg har hørt om. Stående bukket med råvildtet mellem arm og ben tildeles jeg tre rap i rø…. Det første: ”For det første stykke vildt skudt med buen”. Det andet: ” Fordi det øvrige selskab måtte opleve mit jagtheld”. Det Tredje: ”For alt det vildt jeg forventes at nedlægge i fremtiden”.
Da Flemming erfarede, at det ikke blot var mit første råvildt med bue, men det første overhovedet, forærede han mig dyret. Det kalder jeg en gestus.
Vi fra Svendborg a` blev enige om, at såfremt muligheden viste sig for igen at gæste Lyngbygård og Flemming, så var det bare lige os.