Kom tættere på naturen, bliv jagtligt udfordret, kombinér tradition med moderne udstyr og væbn dig så med et ordentligt skud tålmodighed. Det er nogle af de aspekter ved buejagt, der fascinerer mange jægere og gør jagtformen mere og mere populær.
I buejagten er jægeren oppe mod dyrets høre-, lugte- og synssans. Det mindste fejltrin – en knækket gren eller en forkert bevægelse – betyder, at der ikke kommer en lækker vildtret på middagsbordet.
Der anbefales en skudafstand på op til 25 meter til vildtet afhængig af buens styrke. Det gør det udfordrende at komme på skudhold.
Den største udfordring ligger dog i at trække buen på den korte afstand, uden at vildtet opdager bevægelsen. Det er her vigtigt, at man har en dækkende baggrund, så man ikke står i silhuet. Beklædningen har stor betydning både for at sløre konturen af jægeren, men også for at begrænse støj, når man bevæger sig, samt når man trækker buen.
Kom godt i gang med buejagt
Et godt sted at starte er at kontakte en erfaren buejæger for at få en buesnak.
En betingelse for at blive buejæger er, at man besidder det almindelige jagttegn. Herefter skal man have deltaget i et obligatorisk buekursus som afholdes her i foreningen. Kurset varer en dag, og omfatter gennemgangen af både den teoretiske og praktiske del, som ligger til grund for buejagtprøven.
Buejagtprøven afholdes af Svana i samarbejde med nogle af Danske Buejægeres lokalforeninger. Den teoretiske del af prøven består af 20 buejagtrelaterede spørgsmål, heraf 18 skal besvares korrekt. Den praktiske del består af afgivelse af seks pile til rådyrskiver. Skiverne er placeret med varierende afstande fra 10 m til 25 m, og man skal ramme mindst fem pile indenfor hjerte/lungeregionen.