Torsdag d 28/10 mødte 8 buejægere til foreningsjagt på Brahesborg Gods, med det formål at reducere lidt i den jagtbare vildtbestand.
Vi mødtes meget tidligt for at indtage morgenkaffen med tilbehør. Morten, skytten, berettede at råvildtbestanden var voksende efter sygdomsperioden, men dog ikke helt på niveau med tidligere tider. Der blev stadig fundet enkelte døde dyr.
Stemningen var fin, og forventningerne til dagen blev ”snakket op” efterhånden som kaffekanden blev tom.
Der var på dagen udvalgt 6 såter. 4 før og 2 efter frokost.
Kort før solopgang var vi sat på plads og klar til 1. såt. Der blev ikke set meget råvildt på såterne. Det var som om de nærmest var sunket i jorden.
Mellem 4. og 5. såt drog vi til jagtstuen for at indtage dagens frokost. Morten havde fremtryllet smørrebrød til os hårdt prøvede buejægere, så vi havde overskud af energi til de sidste såter.
Heller ikke efter frokost var der noget råvildt der bød sig til, så der kunne afgives skud. Enkelte var dog indenfor skudhold.
På sidste såt fik vi rigtigt at føle, hvor meget regn himlen kan indeholde, og hvor hurtigt den kan udlade det.
Der blev nedlagt en fasan og en hare.
Et rigtigt godt arrangement med 2 små forbehold, vejret og antal råvildt.
Men humøret var højt!