Oplevet af Birgit
I foråret 2010, umiddelbart efter et appetitvækkende besøg på jagtmessen i OCC, besluttede undertegnede, Birgit, sammen med to jagtveninder, Vibeke og Kirsten, at vi ville til Afrika med buerne.
Kirsten skulle dog først lige have anskaffet sig en bue, og lære at skyde med den. Det betragtede hun nu som en mindre detalje, der var til at have med at gøre. Det skulle hun få helt ret i.
Da Kirsten havde fået købt noget grej, holdt vi strategimøde. Vi besluttede at destinationen skulle være Limpopoprovinsen i Sydafrika, og bestilte omgående turen, der skulle indeholde såvel trofæjagt som hundyrsjagt. Missionen var helt klar, at få noget erfaring med at jage med bue og pil, og parolen var: ”Selvfølgelig kan vi nedlægge storvildt med bue!”
Så gik vi i gang med træningen. Vi mødtes adskillige gange for at træne, både på 3D dyr og på skiver. Der blev justeret på både skydestil og sigter, og der blev indkøbt tungere pile og nye spidser. Der blev hygget og grint.
Indimellem var min egentlig ret tålmodige mand, heldig at få lov til at agere pileudtrækker, så vi kunne spare på kræfterne til de mange skud, vi skød. Ud over det måtte han lide den tort, at konen pludselig var blevet fuldstændig selvkørende, og temmelig utilbøjelig til at lytte til gode og velmente råd. Det skulle være ”learning bye doing”. Vi ville ”mærke” udfordringen.
Sidst i september var det så endelig afgang til Afrika. Forventningerne var spændt, lige så hårdt som buerne. Vi var bare så klar! Afrika here we come, 5 dages jagt forude, juhuuu!!!!!!!!
Allerede 1. dag skulle det vise sig, at vi blev udfordret på vores kunnen og vores vildtforståelse. Vejret viste sig ikke just fra den pæne side. Det var hundekoldt og blæsende, og vi havde jo kun medbragt sommertøj, så vi frøs med anstand og klaprende tænder. Shorts overtrukket med 3D tøj, er lige i underkanten, hvis temperaturen ikke sniger sig op over 12 grader.
Der var 3 PH´er til rådighed, men kun en af dem havde været ude med buejægere tidligere, de to andre var jomfruer udi buejagt. En af dem synes i øvrigt, at det var topmålet af idioti, at blive sat ud i en blind med en kvinde, som oven i hatten var bevæbnet med bue og pil. Det kunne da kun gå galt!!! Man kan roligt sige, at han var mere til mænd med langtrækkende rifler.
Dagens jagtresultat svarede meget godt til omstændighederne. Én skyder et Vortesvin, som ikke findes, og laver forbiskud til en Steinbuck, og to ser Blue Wildebeast, men får ikke skudchancer.
Næste dag er vejret bedre, og Vibeke åbner ballet med at nedlægge en Blue Wildebeast.
De sidste 3 dage er der varmt, MEGET varmt.
Vi får nogle forrygende jagter med masser af chancer, og masser af vildt på paraden. PH´ernes frygt bliver gjort til skamme i takt med, at vi nedlægger vildt, og de begynder at forstå, hvordan man driver buejagt.
Da sidste jagt er vel overstået, kan udbyttet gøres op til 7 stykker vildt til Kirsten, 4 til Vibeke og 1 til Birgit.
Vi fik bevist for os selv at, vi kan nedlægge storvildt med bue og pil, og vi blev meget klogere på, hvad vi kan og ikke kan.
Vi lærte, at jo mindre antiloper er, jo hurtigere er de. Vibeke skød en Duiker der stod på 15m. Den nåede at springe op i luften og vende front imod Vibeke, inden pilen gik ind i bringen på dyret. Kirsten og Birgit lavede forbiskud til Steinbuck, fordi dyrene nåede at dukke sig, inden pilen nåede frem. Her var afstandene også ganske korte, 15-18m.
Vi lærte, at dyr der står og drikker, sikrer markant hårdere, end dyr der står og spiser.
Vi lærte, at dyr der skydes tæt på solnedgang, måske ikke kan findes før næste dag, og at de så med stor sandsynlighed / garanti er ædt.
Vi lærte, at man ikke altid kan vente på at dyret står med bladet til, at det handler om at tænke i anatomi, altså: ”Hvor kan jeg placere min pil, så den gør mest mulig skade på de vitale dele!”
Vi lærte, at det er en dårlig ide at forsøge at dele ansvaret for et godt skud med stalkeren, at det bedste skud opnås, hvis man selv tager det fulde ansvar, og tror på, man kan lykkes med det.
Sidst men ikke mindst lærte vi, at det ikke er ligegyldigt, hvordan en blind er bygget op. Først og fremmest er det en vældig god ide, hvis skudhullet er lodret og ikke vandret. Pilen sidder jo som bekendt lavere end sigtet, og det har man en tendens til at glemme, hvis der står en Kudotyr med bladet til 15m ude. Vi kom ned til blinds med vandrette skudhuller, men efter at vi alle tre havde ”skudt blinds”, fik vi ændret på konstruktionerne, så der var plads til, at pilen kunne gå fri af blinden. Det var i øvrigt min Kudo, øv øv øv…… Endvidere er det vigtigt, at være opmærksom på lyset. Skinner solen ind i blinden, oplyser den dit ansigt. Det afslører din tilstedeværelse. Og så skal der være RO, man skal sidde HELT stille. Selv den mindste lyd når langt omkring, når solen bager og luften står stille.
Det vil række alt for vidt at gå i detaljer med de enkelte skudsituationer, og det har heller ikke været tanken med denne artikel. Vi drog ud for at blive dygtigere til at gå på buejagt, og det blev vi. Det er det, vi gerne vil dele med jer, der læser med her. Vi ved godt at rigtigt mange af jer har masser af erfaringer, og derfor måske har ringe interesse i vores metier, men vi ved også at der er mange, der har eventyret til gode endnu.
Til sidstnævnte kategori må vi bringe en advarsel, ”Buejagt i Afrika kan være stærkt vanedannende!”