Julen nærmer sig med sin stress og jag, så hvad er bedre end en tur med buen, for at få det hele lidt på afstand, og samtidig lade op til helligdagene.
På trods af vintervejrets meget kraftige rasen, skulle Karsten og jeg en tur til Lolland for at besøge Steen på Rudbjerggård. Vi skulle naturligvis have jagttøjet med.
Morgenmaden blev indtaget på færgen. Her mødte vi en ivrig jægersmand, der var på vej til Lolland i andet ærinde. Han blev overbevist om buejagtens fortræffeligheder, så han kommer sikkert til et af vore kurser.
Vel ankommet til Tårs gik turen af de meget snefyldte og glatte Lollandske landeveje til Rudbjerggård, med ankomst kort før solopgang.
Steen stod klar da vi ankom, og medens vi tog jagttøjet på, aftalte vi, hvor vi skulle placere os for at se mest råvildt. Vi kørte selv ud til de aftalte pladser.
Jeg blev tildelt en plads jeg kendte fra 2 tidligere trykjagter. Fulgte kørevejen og skulle til venstre af en lille skovsti. Aftrykkene i sneen viste, at den blev brugt som veksel, så jeg trak lidt op af skråningen i læsiden, for at komme om, hvor jeg havde planlagt at placere mig.
Det var en fantastisk fornemmelse at færdes i den vinterklædte skov bestående af pur, unge og gamle træer, og ikke tættere end alt der bevægede sig kunne observeres gennem træerne. Mit mål var 5 store asketræer, der stod på kanten af en gryde, hvor jeg vidste, der var nogle gode veksler. Fra min post kunne jeg se ud over marken til et par store remisser, hvor der plejede at være råvildt.
Vinden var svag, men kraftig nok til at være konstant, den kom skråt ind ude fra marken, så alt virkede perfekt. Fik fjernet et par smågrene med beskæresaksen, samt en lidt større som bue/pil kunne hænge på.
Ventetiden kunne begynde.
Efter at have stået og smådøset op af et træ en times tid, forskrækkes jeg af et dyr, der sætter af lige bag mig. Det var kommet mod mig med vinden lige i næsen, og opdaget mig 3 – 4 meter bag mig. Jeg havde ikke forudset den mulighed. Men de fleste gange vinder dyrene.
Efter endnu en times tid kom der 4 dyr fra den ene remisse, og gik til skovs et par hundrede meter fra hvor jeg stod. De pjattede lidt mellem bøgene, men besluttede sig for at komme om mod mig. Jeg var klar.
De kom lige mod mig, så det var svært at kønsbestemme dem. Der var afgift på voksne bukke. Min vurdering var at de to mindste måtte være lam. Det ene lam var lidt foran de andre, da de nærmer sig. 10 m foran mine træer drejede det af og ville passere mig højre om. Det hele gik lidt stærkt, og jeg skulle skyde mellem to træer. Dyret var 8 m fra mig da jeg slap pilen, det vendte rundt og stillede sig bag noget skrup 30m fra mig. Jeg kunne se, det var ramt lavt, og at vommen var åbnet.
De tre øvrige dyr trissede lidt rundt med løftede hoveder, og forstod ikke hvad der skete. Jeg besluttede at skyde på et lam, der kom på tværs 20 m for mig, men idet jeg slap pilen, sprang dyret. Begge dyr bevægede sig ind i purret, fulgte dem med øjnene et godt stykke, men så forsvandt de. De sidste dyr så jeg flygte ud over marken.
Efter 3 kvarters venten lyd Karstens sms ”frokost”. Ringede ham op, og bad ham komme, så han kunne stå for, medens jeg gik ind i bøgepurret. Vi undersøgte påskudsstederne. Det første viste at dyret ligger et sted derude. Det andet var mere tvivlsomt, intet sweiss, hverken på pilen eller i sneen, men lidt hår, så det lignede et strejfskud.
Karsten blev sat for, og jeg søgte i bøgepurret. 80 m fra påskudsstedet lå det første dyr dødt. Desværre var det en buk, men det kunne man betale sig fra(denne sætning ser du bort fra Birgit). Det andet dyrs spor gik gennem purret og fortsatte ud på marken, samme vej som de to sidste dyr. Intet blod. Vi konkluderede, i samråd med Skytten, at en eftersøgning ikke ville give resultat. Øv.
Begge pile havde slået af på den frosne jord, og lavet et langt spor i sneen.
Vi indtog frokosten sammen med Steen, hvorefter vi var klar til eftermiddagens oplevelser.
Vi drog igen til skovs, fandt et godt sted, hvor jeg ville tilbringe den næste times tid. Efter en time søgte jeg ned til kanten af nogle graner 20 m fra skovbrynet. Lavede mig et skjul. Ville trække buen for at se om der var plads nok.
Den forfærdelige sandhed gik pludselig op for mig, min bue var frossen, den kunne kun trækkes halvt ud. Jeg havde taget buen fra den varme bil, og gået gennem noget lavt snedækket pur. Sneen var smeltet, og løbet ind mellem buebenet og akslen benet vipper omkring, hvorefter det var frosset til is. Øv øv øv!!!
For første gang i min tid som buejæger, følte jeg der var lang tid til solnedgang.