Pilens spids skal være med barberbladskarpe blade, så sårkanalen ikke flænses, men skæres op.

Niels Baldur, berømt bueskytte og ejer af Baldur´s Archery i Brande og nu også en butik i Borup på Sjælland, måler mig fra top til tå med sit professionelle ”bue-blik”. Den sindrigt udseende compoundbue, jeg fra Svendborg er kørt til det midtjyske for, som den lykkelige ejer at hjemtage, er nok for stram, konkluderer han nøgternt og skynder sig at forklare, at min fysiks højde og drøjde og en bue på halvfjerds pund i trækket, ikke umiddelbart i hans øjne, ser ud til at samspille perfekt. Som den skarpe iagttager, Niels Baldur givetvis er, ser han skuffelsen ændre konturerne i mit fjæs kontrafej og gør rede for logikken i, at jeg jo helst skulle komme godt i gang med den ædle sport, uden at danne myoser og andet skidt i arme og skulderled, der måske kan få mig til at stoppe udøvelsen som buejæger i utide. Rørt over omsorgen overgiver jeg mig til fagkundskaben og ser i øjnene, at turen hjem nok bliver uden nyerhvervelsen. Køreturens længde taget i betragtning får jeg dog lov til at håndtere buen og sætter ubetænksomt to fingre på strengen, parat til at spænde det højt specialiserede jagtvåben til bristepunktet. Niels er straks på banen med en korrektion. Pegefinger og Langemand i forening er slet ikke tilstrækkeligt! Guldbrand og Lille Peter Spillemand skal også gribe om strengen, som for alt i verden ikke må slippes uden pil. Og, naturligvis adlyder mine fire navngivne griberedskaber påbuddet.

En compoundbue kan for den sags skyld være på 100 pund eller mere i trækket. Denne her er som nævnt på 70, og da mit skulderled i teknisk forstand, jo bare er et ordinært kugleled, er det belastet til det yderste, da jeg i ét træk får det såkaldte nockpunkt lagt ud for øret. (nockpunktet er det sted på strengen, hvor pilens ende placeres før skuddet). Min jagtglade brorsøn og chauffør, Kasper, følger nysgerrigt seancen. Han og jeg har i årevis, som passionerede jægere, sværget til krudt og kugler. Men nu, i hvert fald ind til videre for mit vedkommende, er et skred i opfattelsen af riflen, som det ultimative jagtvåben, i fuld gang. Fra øjenkrogen fornemmer jeg hos Kasper, at han heller ikke er helt uimponeret over de mange compound, recurve og sågar langbuer, der pryder væggene i forretningens sortiment. Men særligt compoundbuerne, er vi uden ord enige om, nærmest stinker af mystificeret karisma. Og, så er der jo elementet med at besidde buejagttegn og tilhøre en lille, eksklusiv gruppe af jægere, der på vildtets vilkår og præmisser går på jagt. Sidstnævnte er, syntes jeg, immervæk et faktum af en vis betydning, og noget, jeg fremover skal have prøvet af.

Prisen på en jagtbue med pile og tilbehør matcher let prisen på en riffel; altså en udgift i omegnen af fem tusinde kroner og opefter! Men viser det sig mod forventning, at gamle vaner vinder tabt terræn tilbage i riflens favør, så den igen bliver mit foretrukne jagtvåben, er mit køb af buen alligevel dømt til succes. JAGT & JÆGERES redaktør købte for mange år siden en kraftig armbrøst (220 pund) i håbet om, at den engang blev lovlig til jagtbrug. Det bliver dette prægtige våben formentlig aldrig, trods det, at dens styrke i anslag og hastighed på pilen (bolten) til hver en tid kan sammenlignes med buens. Armbrøsten, med kikkertsigte, hænger dog langtfra nytteløst på sin plads i jagtstuen. Som et kært maleri, er den en daglig glæde for beskueren, og modsat maleriet, kan den, når interesserede kommer på besøg, tages med udenfor til et par timers underholdende målskydning. Niels Baldur vil dog ikke helt slippe muligheden for, at jeg kan tage buen med hjem og forsvinder ud på sit værksted for at forsøge at nedjustere trækket. Dette gøres ved at skrue på de bolte, der holder buebenene fast på håndsektionen. Slukøret kommer han efter ti minutter tilbage. Resultatet er, at jeg efter hans professionelle vurdering bør vente på, han om få dage får en sending 60-punds buer af samme slags hjem.

Kasper og jeg udveksler blikke. Jeg kunne jo have ventet til sendingen med de 60punds var i hus, så havde udvalget berigtiget den lange køretur. Men ok. Egentlig får jeg en fair behandling. Vent og gør det rigtige køb, er budskabet. Jeg beslutter at lade Niels sende buen til Svendborg i originalemballagen og da han lægger tre jagtspidser oveni handlen uden omkostning for mig, og i øvrigt bedyrer, at forsendelser aldrig har voldt hans web-shopforretning problemer med skadede varer, sætter Kasper og jeg nogenlunde fornøjede kursen mod det sydfynske.

Efter en uge i en tilstand, der gav mindelser om forventningen frem mod barndommens, juleaftensdag, svinger en kassevogn endelig ind i indkørslen. Vant med håndtering af varer i stort og småt springer chaufføren, adræt som en bjergged ud af kabinen, og finder en langstrakt papkasse frem, der kun kan indeholde min bue. Udpakningen af vidunderet tager få sekunder. Og, sikken en superoplevelse, det er, at panorere mit spritnye jagtvåben i sigteposition min beskedne matrikels horisont rundt taget i betragtning. Det allerbedste er, at Svendborg Buejægere råder over et pragtfuldt kuperet terræn i Kirkeby nær Stenstrup her på Sydfyn, og jeg kan ikke hurtigt nok få sendt en mail af sted til formanden, Steffen Jensen, om snarest muligt, at få assistance til finjustering og hvad der ellers skal til, før træning og atter træning bliver en del af denne sommers dagsorden.

Lidt om taljer og compoundbuens virkemåde.

Forleden dag stod jeg i min have overfor et ”tungt” problem. En i forhold til mine kræfters formåen, alt for stor sten skulle flyttes over i min veltjente, bundsolide trillebør. Men hvordan skulle jeg, uden at overbelaste ryg og lemmer, bære mig ad? I haveskuret havde jeg nogle stolper stående, tilstrækkeligt med tovværk, samt en gammel talje af træ. Og, hvordan var det nu lige, min nyindkøbte compoundbue fungerede? Kunne jeg overhovedet spænde den, uden de hjul, der i buebenenes ender agerede som taljer. Jeg lod stolperne sætte op i et kryds over stenen, fik tovværk og talje rigget til, og vupti, den tunge sten kunne nu uden videre besvær hejses op i passende højde for indlæsning i børen. Om denne simple handling, er en del af compoundbuens historik, får stå hen i det uvisse. Jeg tror det dog, for sagen er, at et system af taljer i den grad kan minimere den muskelindsats, man selv skal præstere for at udføre et givent stykke arbejde. Derfor har taljer i århundrede været brugt i søfartens og industriens historie for at lette mennesket med at hejse og sænke tunge ting, og sikkert alverdens andre opgaver. Jeg husker fra min tid på skoleskib, at taljer, som en særdeles væsentlig del indgik i håndteringen af skibets enorme sejlareal.

Og nu til compound, der såmænd bare betyder sammensat og kobler man bue på, har man altså et navn på et specialiseret våben, Compoundbuen! I modsætning til især langbuen, men også recurvebuen, er den meget let at håndtere i tæt bevoksning. Her er compoundbuens korte længde og derfor gode fremkommelighed ikke stort anderledes end den, en riffel/haglbøsse byder jægeren.

Langbuen og recurvebuen er buer, som i simpel forstand ligner og fungerer som drengeårenes flitsbuer. Med lang og recurvebuen skyder man ligesom med haglbøssen instinktivt, og det siger sig selv, at i modsætning til haglbøssens hundrede eller trehundrede hagl, sender en bue kun én pil af sted pr. skud. Den traditionelle bueskytte skal altså træne, træne og atter træne, for at gøre sig håb om jagtlig succes. Recurvebuen er kortere end langbuen og derfor nemmere at håndtere i tæt bevoksning og tilmed kan den monteres med sigtemidler; men den er stadigvæk bare – en flitsbue.

Og her er compoundbuen langt fra at være – bare en flitsbue. Selve buen består af en håndsektion, ofte tilvirket i aluminium, hvorpå begge bue-ben er monteret. Disse ben er meget stive og for at de kan bøjes, så der kan oplagres energi til afsendelse af pilen, spændes buen ved hjælp af et system af taljer, de såkaldte ”excenterhjul”. Når trækket er gjort, er den kraft, der skal præsteres for at holde strengen spændt, reduceret til en tredjedel og kan derfor let holdes; ikke ved hjælp af to udsatte fingerspidser, men med en såkaldt ”releaser” (aftrækker). Denne påvirkes, når sigtet er gjort, lige så ukompliceret, som aftrækkeren på en riffel. Compoundbuen er altså et jagtvåben, hvor man ligesom på ordinære krudtvåben, kan foretage et omhyggeligt sigte, og sætte sin pil dødeligt i vildtet, der ofte gennemskydes, når pilen er sat korrekt.

Pilens spids skal være med barberbladskarpe blade, så sårkanalen ikke flænses, men skæres op, som ved et kirurgisk snit. Vildtet opdager ikke altid at noget er rivende galt, men forender uvidende om hændelsen af den indre blødning, den skarpe pilespids har forårsaget.

Steffen Jensens flotte sommerbuk blev nedlagt med en 60punds amerikansk, Mathews Monster compoundbue, kombineret med en pil på 26 gram, monteret med en såkaldt mekanisk jagtspids, der i al sin enkelhed blot har knive, der folder sig ud, når dyret rammes. Steffens beretning om hændelsen kan læses på Svendborg Buejægeres hjemmeside.

Naturstyrelsens jagttegnsekspedition oplyser, at der for nuværende er 14 kvindelige og 760 mandlige buejægere. (ca. 2 procent er kvinder). Til sammenligning er der 17.253 jagttegnsberettigede kvinder og 211.369 mænd. (ca. 8 procent er her kvinder).

Og apropos kvindelige buejægere. Canadiske Leona Hungle på 65år, har foreløbig med sin 40punds Compoundbue nedlagt fem af de seks arter, der i Alberta, Canada, skal til for at indehave titlen – The Grandmasters Bowhunting Award!