Med bue og pil
Anæstesisygeplejerske Kirsten Mollerup holder af gode oplevelser, og dem er der mange af, når man går på jagt
Tekst: Jeannette Refstrup
Kirsten sidder musestille i en sivhytte langt ude i bushen i Sydafrika. Der er højt til himlen, og stemningen er helt Karen Blixensk. Kirsten har pilen lagt an og er klar til at spænde buen. Der er kun ét at gøre: Vente. Og vente … Og vente … Nu!
Et vortesvin er inden for skudvidde – det betyder, at det er under 30 meter væk. Kirsten slipper pilen, som hvæser gennem luften og rammer vortesvinet.
På jagttur i Sydafrika
Kirsten Mollerup er til daglig anæstesisygeplejerske og fast tilknyttet Ortopædkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital (OUH). Men hun har en næsten alt-overskyggende fritidsinteresse, som ikke er helt almindelig for kvinder. Hun elsker at gå på jagt. I år har jagten fået en ekstra dimension. Da tog hun nemlig jagttegn til buejagt, så hun også har lov at gå på jagt med bue og pil.
”Første gang, jeg var rigtigt på buejagt, var da jeg sidst i september var på jagttur med nogle venner i Sydafrika,” fortæller Kirsten. To vortesvin, to impaler, en waterbuck, en kudu, en duiker og en steinbuck blev det til. Nogle af skindene og gevirerne får Kirsten hjem som trofæer. Så skal de have plads i lejligheden i Odense, der i forvejen bærer præg af interessen. På væggen ved spisebordet hænger opsatser, på gulvet i stuen står en stor bueskive, og rundt omkring ligger jagtbøger og –blade.
Håber at få skudt noget
Men hvordan begyndte egentlig Kirstens jagtinteresse? ”Min far har altid gået på jagt. Men jeg tror egentlig ikke, han tænkte, det var noget, piger skulle. I hvert fald tog mine storebrødre jagttegn og kom med på jagt. Jeg gjorde ikke.” I 1996 valgte Kirsten alligevel at tage jagttegn.
”Jeg rider også lidt, løber orienteringsløb, kører mountainbike og sejler i kajak. Jeg er glad for naturen. Jagt giver nogle fede naturoplevelser. Man får et andet syn på naturen og lægger mærke til mange flere ting, når man er ude i lang tid. Jeg synes også, det er fedt at få skudt noget. Spændingen ved at tage ud og ikke vide, om det lykkes i dag, kan jeg godt lide. Man tager jo altid af sted i den tro, at i dag vil det lykkes.”
For Kirsten er det at gå på jagt også afstressende, fordi hun sidder musestille med sine egne tanker i så mange timer. Man skal med andre ord kunne holde sit eget selskab ud. Men der også den helt anden side af jagten, som Kirsten godt kan lide. ”Jeg synes, det er hyggeligt at være på jagt, og jeg får mødt en masse forskellige mennesker, som jeg ellers ikke ville have mødt. Man kan nemlig ikke sige, at det kun er en bestemt type eller et bestemt samfundslag, der går på jagt.”
Den første jagt
Første gang Kirsten var på jagt, var sammen med hendes far. ”Det første jeg skød, var en sneppe. Det er en lille fugl, som nærmest flyver i zig-zag, så den er ikke så nem at ramme. Da det så lykkedes, var jeg vildt stolt.”
Da hun skød sit første større dyr, var hendes far også med. ”Vi sad oppe i hver sit tårn og ventede. Vi havde aftalt, at når min far hørte, jeg skød, skulle han komme og hjælpe mig. For jeg havde aldrig prøvet selv at stå med sådan et dyr. Men min far kom ikke. Af en eller anden grund havde han ikke hørt skuddet.”
Så Kirsten stod alene med et rådyr, der skulle ordnes med det samme. ”Jeg havde aldrig prøvet at skære sådan et op og tage indvoldene ud. Så mens jeg stod der og kiggede, tænkte jeg ”det ser vel nogenlunde ud som et menneske indeni – organerne må ligge på samme måde,” og så gik jeg i gang. Det tog lang tid for mig at ordne det, ikke på grund af blodet og indvoldene, for det var jeg jo vant til fra arbejdet, men mere fordi jeg ikke havde prøvet det før.”
Lød som en god oplevelse
En ting var jagt med riffel og gevær. Men buejagt havde hun nu alligevel aldrig selv troet, at hun skulle blive bidt af.
”Jeg mente, at buejægere aldrig kom tæt nok på til at ramme noget,” siger hun med henvisning til, at man med riffel kan skyde på et dyr, når det er 150 meter væk, mens et stykke råvildt højst må være højst 20 meter væk, når man sender en pil mod det.
”Man skal meget tættere på. Og man skal tage højde for, hvor stærk man selv er, og at dyret når at flytte sig en smule, når det hører det lille svip, når man slipper buestrengen,” forklarer Kirsten.
”Der er ikke ret meget i mit liv, som er planlagt. Det er egentlig lidt tilfældigt. Hvis jeg tænker, at der kan være en god oplevelse i noget, så gør jeg det.”
Trives i mandeverden
Jagt er en mandeverden. Ofte er Kirsten deneneste kvinde på jagterne, men det har hun altid befundet sig godt med.
”Det bliver altid bemærket, at jeg er der, for jeg er ofte den eneste kvinde. Men jeg tænker aldrig selv særlig meget over det. Det eneste er, når de skal tisse. Så har de det altså meget nemmere.”
”Men egentlig er det nemt at være pige i en mandeverden. Sådan nogle jagtmænd mener ikke, at piger er helt så gode til at gå på jagt. Men hvis man skyder godt, så bliver man accepteret på lige fod med dem.”