Jeg var på min første buejagt lørdag den 10. oktober 2015. En nybuejægerjagt, hos Glorup Buejagt, med Svendborg Buejægere.
Vi skulle mødes i jagthytten kl. 06.00, hvor der var morgenkaffe og brød, og hvor vi fik gennemgået, hvad der kunne være nyttigt at have med på buejagt af ekstra grej. Derefter gennemgik vi dagens program, som var anstand, tryk, tryk, frokost, tryk, tryk, anstand, samt lodtrækning om, hvilke stiger vi hver især skulle sidde i på anstand.
På min første post, hvor jeg var blevet placeret i en forkert stige i forhold til lodtrækningen, så jeg en fasan – i så kort et glimt, at jeg ikke kunne reagere, før den var væk igen. Og jeg hørte naboen, som sad i den stige, som jeg egentlig skulle have siddet i, afgive et skud. Det viste sig, at han havde skudt over til et lam, da det smed sig i skuddet.
I anden såt blev jeg placeret i noget ret nyt egeskov, med udsigt over et åbent stykke, her fik jeg trukket på en rå, som valgte at stoppe, så en af egestammerne foran mig dækkede for bladet på hende. Jeg holdt buen trukket og ville følge hende, så jeg kunne lade pilen gå, når hun var fri af stammen, men der stod endnu en ung eg i vejen, som jeg ramte med mit buekogger, hvilket skræmte hende, og så så jeg ikke mere til hende, men det var en rigtig fed oplevelse at have trukket på et dyr, og jeg rystede helt vildt, dog først efter at det var overstået.
Næste såt blev på en stol mellem nogle veksler i bøgeskov. Her kom desværre intet.
Nu var det den sikre såt, som jo forløb som sådan en plejer, med lidt om, hvad man havde set derude, samt lidt godmodigt drilleri.
Efter frokost blev vi placeret i de samme stiger, som vi sad i om morgenen, denne gang så jeg intet.
I næste såt sad jeg i en stige i udkanten af nogle høje gamle graner; her så jeg en rå med lam, men dog helt ude på 50 meters afstand, og de luntede desværre væk fra mig.
Sidste såt var aftenanstand, hvor vi skulle sidde de sidste 2 timer indtil solnedgang. Jeg havde siddet i stigen ca. 1 time, da jeg hører noget knase bag mig, stille får jeg drejet mig rundt, og ser, at det var en fin dåhjort, som vandrede igennem skoven ca. 40-45 meter fra stigen. Et smukt syn at slutte dagen af med.
Tilbage ved jagthytten til en kop varm kaffe og vildtparade, dagens udbytte var en enkelt hare.
Alt i alt en helt forrygende dag i godt selskab, og som var godt tilrettelagt.
Det her buejagt er jo sindssygt vanedannende, og jeg glæder mig til næste gang, jeg skal ud med buen, hvilket bliver den 25. oktober, i samme område og med næsten de samme mennesker..
Træk og slip til jer alle derude.
Dan Hansen.