Henriks oplevelse i 1` eren på Glorup om formiddagen den 18/5

Henriks første bueskudte buk med bue!

Ikke den største,

– men den første buk jeg har skudt med buen. Selv om det ”kun” er en lille gaffelbuk, blev det dog én af de jagtoplevelser, der rummer det hele. Det er d. 18 maj, tidlig morgen, min stige står fint skjult under en stor Thuja. Bag mig har jeg et stykke med stangskov, og foran: åben højskov med de smukkeste forårsgrønne bøgetræer.

Det er tredje gang jeg sidder her, og troen på succes er kraftigt dalende. Jeg har godt nok haft nogle fine oplevelser og set både rå med lam, der begge sprang kåde rundt under bøgetræerne, samt adskillige stykker dåvildt. Alle dyrene havde valgt en veksel ca. 60 meter fra, hvor jeg befandt mig, og bukken brillierede ved sit fravær. Så er det man skal overbevise sig selv om, at det nok skal lykkes, bare man er tålmodig.

Som jeg lettere opgivende sidder der, ser jeg et dyr komme ud i højskoven fra det modsatte hjørne af, hvor jeg sidder. Kikkerten op, det er sgu’ bukken, der stille og roligt kommer gående i min retning; væk med kikkerten og klar med buen, kom så. Frustrationerne nærmer sig astronomiske højder, da også han vælger vekslen alt for langt væk, og forsvinder ind i stangskoven bag mig. Hvad er der galt med den veksel, der går kun 15 meter til venstre for mig? Nogen må da for fanden have lavet den.

Klokken er ca. 06.30, og jeg opgiver, tager release og handsker af og sender en SMS til Steffen, for at spørge om jeg må flytte stigen, her er ingen dyr. Klokken 06.42 får jeg svar: ”Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed……….” Jeg beslutter mig dog for at tage lidt tid endnu, inden jeg flytter, så på med handsker og release igen.

Releasen er lige sat i loopet, jeg kigger mig forsigtigt tilbage mod vekslen, hvor der aldrig sker noget. Og der, der kommer bukken i det samme gående, med kurs mod bøgene. Jeg skal have ham ud af stangskoven inden jeg kan komme til at skyde. Han gør holdt bag en væltet gran, og jeg gør mig klar. Da bukken sætter i gang igen, trækker jeg buen, lige tre meter mere, så er han fri. Han stopper, som jeg havde håbet, sigtet

op på bladet, jeg hører tydeligt da pilen rammer ribbenene.

Bukken drejer 180 grader rundt, og forsvinder i fuld fart tilbage i stangskoven, hvor han kom fra. Jeg er sikker på, at det er et godt skud, men jeg venter nogle minutter, inden jeg går ned og checker pilen, der er helt rød af blod. Jeg tager et billede af fanerne og sender til Steffen, med teksten: ”Bortset fra den buk jeg lige har skudt”. Der er klokken 06.53, altså 11 minutter efter, at jeg havde opgivet det hele; sådan er jagt heldigvis også.

Jeg søger efter schweiss i skovbunden, det er nu meget nemt; med få meters mellemrum ligger store blodpletter, som selv Stevie Wonder kunne følge 😉 . Min første bueskudte buk ligger forendt ca. 100 meter! fra hvor jeg skød. Da jeg brækker ham, kan jeg se at begge lunger og hjertet er gennemskudt.

Vel hjemme i jagthytten igen, lægger jeg bukken i græsset, sætter mig på bænken med en Mors Stout og en smøg (jeg ryger ikke).

Livet er herligt, og bukkejagt er endnu bedre.

 

PS: jeg har besluttet mig for at få ham hovedmonteret – ikke fordi det er en kæmpe pralebuk, tværtimod, men fordi det er min første buk med buen, og fordi den jagt rummede det hele, fra tro og håb til fortvivlelse og glæde. Et dejligt minde.

 

Træk og slip til alle!

 

Henrik