Søren Rasch har også haft held med buen

Forårsbukken 2015

De første par dage af bukkejagten var jeg så heldig at blive inviteret til Jylland – dog uden andet resultat end at se en rå ovre hos en nabo. Revirerne er ellers fantastisk dejlige, men det virkede til at dårligt vejr gjorde dyrene bevægede sig mindre end normalt.

Den 19/5 var jeg tilbage på Fyn. Pga. vinden var jeg nødt til at sætte mig på et smalt skovspor hvor jeg aldrig er kommet til skud på noget før. Jeg har siddet der mange gange før, men normalvis passerer dyrene relativt hurtigt, så det ville blive vanskeligt, hvis det skulle lade sig gøre. I god vind fik jeg sat mig uden at støde andet end en ræv på vej over marken. Vejret var det bedste indtil videre i denne sæson, så jeg kunne holde varmen fint, idet jeg havde opgraderet påklædningen til en kedeldragt for ikke at risikere at komme til at fryse.

Efter en lille times tid var jeg blevet lidt ukoncentreret og kiggede mest efter en gærdesmutte, som overvejede, om den skulle sætte sig på min bue eller ej. Pludselig fornemmede jeg, der var en bevægelse, og der stod bukken nede ad sporet. Den stod foran en busk og essede lidt af den, så jeg fik trukket buen, uden den opdagede noget. Pilen blev sluppet og fløj lige så fint hen over ryggen af bukken, som smælende hoppede 30 m væk ind i noget tæt skrub, så jeg ikke kunne se den mere. Det virkede til den ikke havde hørt min bue, men var mest koncentreret om det postyr pilen havde lavet da den røg igennem skrubbet. Gloserne, jeg hviskede bagefter, egner sig vist ikke til gengivelse, men jeg fik en ny pil på strengen og tænkte på de historier, jeg har hørt fra andre, det er lykkedes for at få bukken med en ny pil.

Efter et minut eller to skete så det, jeg havde håbet på; den kom ind igennem skrubbet og blottede bladet igen på 16 meters afstand – buen trukket – sigtede lavt, da jeg ikke ville risikere at skyde over igen – pilen af sted. Bukken hoppede på ny ind i skrubbet, smælede et par gange, uden jeg kunne se – derefter kunne jeg høre, den løb væk. Da jeg kun havde et lille hul at se på troede jeg at jeg endnu en gang havde skudt forbi, da dyret smælede efter skuddet. Hvis første skud var føltes som et nederlag, kunne min følelse efter andet skud kun betegnes som den rene katastrofe, så jeg var mildest talt meget skuffet over jeg kunne brænde to gode chancer med skud, som jeg ikke misser, når jeg træner.

Det kunne være, jeg havde været heldig at møde skovens mest tillidsfulde buk og ventede med 3. pil på strengen, hvis den nu skulle dukke op igen… Det gjorde den ikke, så efter en halv times tid er jeg klar til at se nederlaget i øjnene og går ned for at hente mine pile. Den første var helt ren som jeg regnede med, men pil nr. 2 var smurt ind i fint blod!

Da dyret havde smælet efter 2. skud valgte jeg at ringe efter schweisshundefører Mads Wrang Rasmussen, som også fandt min buk sidste år. Efter en halv time var han på pletten med Mille igen og startede på sporet med hende. Med det samme fandt han et godt blodspor og efter kort tid kaldte han mig ned til den stendøde buk. På vejen derned kunne jeg se, der var at godt blodspor, og på bukken kunne vi konstatere, der var tale om et dobbelt lungeskud som sad foran, tre cm foran hjertet og lavt, men i de vitale dele, og spidsen havde gjort et godt stykke arbejde.

Resten af morgenen var i noget højere humør end lige efter, jeg havde skudt til bukken – ikke mindst fordi den var den største jeg har skudt i Danmark, også når jeg regner mine riffelbukke med. Derudover blev der også reflekteret over, hvordan jeg kunne misse første skud – og jeg kunne ikke komme frem til andet end det var ”jordforbindelsen”. Derudover lærte jeg, at et rådyr godt kan smæle selv med en god pil. Mads fortalte, at en af hans kolleger havde oplevet det samme med en buk, som var skudt perfekt med en riffel, så man skal ikke opgive håbet, selvom det nok ikke er ret tit, man kommer til at opleve det.

Træk og slip derude!

/Søren.