Generalforsamling d. 14/3 2010.
Fremmødt er: Keld Pedersen, Jacob Møller, Michael Hansen, Kenneth Pedersen, Karsten Jensen, Steffen Jensen, Anders Molin, Frank Jørgensen, Glenn Barrett, Erik Larsen, Klaus Jensen, John Flindt, Claus Ebbesen, Søren Haastrup og Jan Aagger.
Dagsorden:
Pkt 1 Valg af dirigent: Erik Larsen blev valgt – konstaterede at generalforsamlingen er lovlig.
Pkt 2 Formandens beretning:
Der var pr nytår 47 medlemmer i foreningen, det er en tilbagegang på 3.
Kontingentopkrævningen er for 2010 foretaget pr mail. Der er på nuværende tidspunkt indbetalt for 36 medlemmer, der er udsendt påmindelse til resten. 2 nye medlemmer er indmeldt i 2010.
Der blev i 2009/10 afholdt 8 foreningstrykjagter, alle afholdt med godt humør og god stemning. Det er en fornøjelse at deltage på disse jagter. Endvidere var der arrangeret 2 testjagter, en på Lolland og en på Lehnshøj
Jagten på Lolland forventes at blive rigtig god, fremadrettet, når vi får aftalt nærmere om udnyttelse af reviret. Vi aflægger besøg hos skytten i løbet af sommeren. Jagten på Lehnshøj egner sig ikke til heldagstrykjagt, såterne er for små og for spredt.
Der vil blive forsøgt at arrangere bukkejagt hos Joakim i år igen. Hvis det lykkedes, vil den blive udsendt pr mail. Stor tak til Anders og Karsten for arrangementerne.
Der orienteres om forløbet af arbejdet med hjemmesiden. Først i januar samledes Jan, Karsten, formanden og vor konsulent Morten til et møde, hvor vi fastsatte en overordnet plan over, hvad vi ønskede os af siden. Af tidsmæssige årsager afløste formanden Jan som webmaster. Formanden og Morten fik til opgave at udfærdige et udkast til bestyrelsen, Morten det tekniske og formanden det indholdsmæssige. Resten af bestyrelsen kunne løbende følge slagets gang og komme med kommentarer.
Et par uger senere samledes bestyrelsen til en nærmere snak om layoutet samt det foreløbige indhold. Efter nogle justeringer blev vi enige om, at siden kunne offentliggøres. Der vil hen over foråret og sommeren blive løbende ændringer både af layoutet og indholdet. Formanden og Morten fik frie hænder til den videre udvikling.
Formanden efterlyste stof til siden, både billeder og tekst. Det kunne være rigtigt sjovt, hvis medlemmerne indsendte et billede og en tekst, omhandlende det vildt de skyd i løbet af sæsonen. Teksten må gerne indeholde skudafstand og hvor langt vildtet løb efter påskuddet, samt andre interessante oplysninger.
Formanden, og en del medlemmer, havde overværet FADB’s generalforsamling i april. Det havde været en noget tvivlsom fornøjelse at overvære beretningen. Den indeholdt en masse ting om bortkastede øldåser på sidste års skydning, og ikke et eneste ord om jagten på det store hjortevildt. På et spørgsmål om hjortevildtet fik medlemmerne dog et vagt intetsigende svar. Ikke et eneste ord om, hvad bestyrelsen havde foretaget sig siden sidste generalforsamling.
Heller ikke et ord om hvad FADB har foretaget sig for at promovere buejagten. Formanden gjorde opmærksom på, at hans to vægtigste argumenter for at være medlem af FADB er kampen for at øge buejagten i Danmark samt at promovere jagtformen over for offentligheden, og dermed optimere buejægernes omdømme.
I henhold til FADB’s vedtægter skal generalforsamlingens dagsorden indeholde et punkt 8 ”Retningslinier for det kommende år”. Dette punkt var udeladt.
At komme i mailkontakt med FADB`s formand er meget svært. For mit vedkommende er det lykkedes 2 ud af 6 gange siden sidste generalforsamling. Da jeg tog kontakt til Odense Congress Center vedr Jagt & Fiskerimessen, lå der en ubesvaret invitation, mailet til FADB’s formand, den var næsten 2 mdr. gammel
Det er simpelthen ikke godt nok.
Formanden opfordrede medlemmerne til at overveje Svendborg Buejægeres vedtægtsmæssige afhængighed af FADB. Vi er i dag at opfatte som en satellit af FADB’s sekretariat uden nogen indflydelse, og med vanskeligheder med at opnå kontakt.
Bestyrelsen skal i den kommende periode forsøge at finde tiltag til en øget aktivitet på vor herlige lokalitet. Af forslag der kan tages op er, at man aftaler med en instruktør om at komme til en af vore skydninger for og give gode råd. At Erik holder et foredrag om jagtens historie. At der fastsættes nogle faste træningsdage.
På sidste generalforsamling udtrådte Erik og John af vor bestyrelse. Erik har siddet i 20 år i bestyrelsen, heraf 14 som formand. John har bestyrelseserfaring gennem 18 år heraf 2 som formand. De blev begge udnævnt til æresmedlemmer af Svendborg Buejægere.
Formanden berettede om Erik og John’s betydning for foreningen, samt det store arbejde de har lagt, for vi i dag kan have en forening med den standard, vi har.
Der vil opstå ”et hul” efter to så erfarne arbejdshestes retræte. Der er ting, der helt naturligt bare fungerede, men hvor der nu viser sig at ligge en stor arbejdsopgave bagved. Men vi skal nok forstå at løfte opgaven, ellers spørger vi.
Der vil senere komme en mere udførlig beskrivelse af Erik og John’s betydning for Svendborg Buejægere, under punktet ”historie” på hjemmesiden.
Formanden takkede bestyrelsen og øvrige medlemmer for en god sæson.
Steffen
Erik understreger vigtigheden af at der er så mange som muligt der møder op til GF i FADB for at få indflydelse
Pkt 3 Regnskab v/kassereren: et lille underskud i år, p.g.a. indkøb af dyr og en masse pile. Frank efterspørger prisen på forsikring under skydning (dem der ikke er medlem af FADB)? Bestyrelsen undersøger det.
Pkt 4 Indkomne forslag: ingen
Pkt 5 Valg til bestyrelse: på valg er: Karsten Jensen, Jacob Møller og suppleant Leif Andersen (alle modtager genvalg) Alle blev genvalgt med klapsalver!
Pkt 6 Valg af revisor: på valg er: Søren Haastrup (modtager genvalg) genvalgt
Pkt 7 Eventuelt: vores folder – skal den genoptrykkes eller klarer hjemmesiden det? Erik mener den har sin berettigelse bl.a. til messer – John er enig. Jan reviderer folderen, så den er klar til evt. tryk.
Karsten henstiller til at medlemmerne husker at skrue ned for varmen igen, når vi har været her om vinteren! Der er et efterslæb på strømregningen i år!
Messen i Odense 9-11/4 2010 – der kom nogle navne frem som gerne vil hjælpe til!
Således opfattet og noteret
Jan Aagger
Bestyrelsesmedlemmerne fortsætter med samme ansvarsområder som hidtil.