Referat 2012

Referat generalforsamling Svendborg Buejægere

11/3 2012

Der var mødt 14 medlemmer

 

Pkt. 1: Valg af dirigent: Erik Larsen blev valgt. Han konstaterede generalforsamlingen var lovligt indvarslet

Pkt. 2: Beretning: På grund af bortkomst af manuskript er beretningen bygget på hukommelse.

Der havde i løbet af året været en nettotilgang på 8 medlemmer, så vi pr nytår var 64. Der er hvert år nogle, der falder fra, men heldigvis er der flere der kommer til.

Der har været afholdt 2 buekurser i årets løb, med deltagelse af 11 aspiranter.

I årets løb var der afholdt 3 præmieskydninger, en frivillig bueprøve, generalforsamlingsskydning samt klubmesterskab. I alt var der solgt 52 skydekort

Vinder af klubmesterskabet blev i år Jørgen Tingkær efterfulgt af Claus Johansen og Verner Dalgård. Tillykke til jer.

Arbejdsdagen blev aflyst pga vejret. Der var kun lidt småting der skulle ordnes i år, så der blev ikke indkaldt til en anden dag. Skydeudvalget ordner som bekendt målene.

Som følge af aflysningen blev foreningsjagten, der normalt er udloddet på arbejdsdagen, overført til skydekortene.

De to heldige vindere af årets jagter blev Leif Wieben og Steffen

Først i maj forsøgte vi os med et åbent hus arrangement. Der blev udsendt en pressemeddelelse til lokale aviser samt omtalt på TV2´s Plakaten, som er en omtale om den kommende weekends to mest interessante arrangementer. Besøgstallet blev ret begrænset, men gav dog et par nye medlemmer.

Der var programsat en workshop, hvor Søren ville lære os at udstoppe en krage. Der var desværre ingen tilmeldte.

Ole Cowboy kikkede forbi her sidst på vinteren, for at fortælle om sine mange rejser med buen. Fortællingerne bliv fulgt af en række gode billeder, samt Oles enorme evne til at berette selv i mindste detalje. Man kunne næsten mærke den sydafrikanske varme.

Der blev efterlyst lidt mere stof og billeder til hjemmesiden. Den bliver mest levende, hvis der er mange, der giver lidt bidrag. Ikke nødvendigvis store historier, bare små beretninger, gerne vedhæftet lidt fotos. Eller evt blot et billede.

FADB er igen i år inviteret til den store messe i Odense. Messen har i år skiftet navn til Jagt & Outdoor. Det var vurderet at fiskeriafdelingen, på de forrige messer, ikke trak publikum som forventet. I år vil Naturstyrelsen og Naturfredningsforeningen være repræsenteret.

Svendborg Buejægere vil stå for det praktiske vedrørende standen. Anders og Steffen står for montering af standen som sidste gang. Der vil blive sendt mail rundt, hvor medlemmerne kan melde sig på, hvis man har mulighed for at være en del af bemandingen. Der vil være 18 vagter der skal bemandes.

På FADB’s generalforsamling i 2010 var der lidt flere temaer i beretningen end tidligere. Der blev henstillet til bestyrelsen, at der blev nedsat et PR udvalg. Formanden fortalte, det ikke var tiden at fremsætte ansøgning om det store hjortevildt, på grund af politisk uro i vildtforvaltningsrådet. Han gav også udtryk for det ikke var fornuftigt, at opdyrke et samarbejde med DJ. Han mente DJ’s interesse var begrænset, og at vi muligvis ville blive brugt som handelsobjekt i en evt forhandlingssituation.

Begge dele har vist sig at være faktuelt forkert.

Bestyrelsen blev, kort efter generalforsamlingen opfordret til at nedsætte et storvildtsudvalg, hvilke blev gjort på efterfølgende møde.

Formanden Jan Berg havde på generalforsamlingen givet udtryk for manglende tid til arbejdet. Han blev i forsommeren anmodet om at trække sig fra bestyrelsen, for ikke at stå i vejen for udviklingen. Han trak sig officielt på et bestyrelsesmøde sidst i august. Brian Lisborg overtog formandsjobbet, og jeg blev tilknyttet bestyrelsen som projektleder uden portefølje.

På samme møde blev det besluttet at sammensætte et storvildtsudvalg, at opbygge en ny hjemmeside samt få sammensat et PR udvalg.

Der havde været et sonderende møde med formanden for Jægerforbundet. Det var et meget positivt møde med flere temaer, omhandlende samarbejde på flere fronter. Ansøgningen om at skyde det store hjortevildt, vil blive fremsendt gennem DJ. Det giver mere ekspertise og volumen bag ansøgningen.

Steffen

Beretningen er godkendt. stor ros til Steffen for et stort arbejde.

Pkt. 3: Regnskab: Gasvarmeren mangler så hvis der er nogen som ser den i en jagthytte eller andetsteds må man gerne sige til!

Overskud på 9876 kr for 2011

Totalbeholdningen 22273 kr for 2011, men i 2012 er der købt vildtfigurer + en pocket projector så beholdningen er mindre.

Regnskabet er godkendt.

Pkt. 4: ingen indkomne forslag.

Pkt 5: Jacob og Karsten genvalgt.

Aske valgt ind som suppleant i stedet for Leif.

Pkt. 6: Søren Haastrup genvalgt som revisor.

Pkt. 7: Carsten vil gerne have forslag til hvilke dyr som baneudvalget har. De små figurer skydes for hurtigt i stykker. Evt. Kan de sættes op på længere afstand og have plader bagved så pilene ikke sættes samme sted hver gang.

Det diskuteres hvor meget der bør være i kassebeholdning, men det besluttes ikke hvor meget det skal være.

Formanden efterlyser beretninger og billeder til hjemmesiden (mindst 600×600 pixels).

Der indføres et presserum på FADB´s hjemmeside

Dirigenten takker for god ro og orden og retter en stor tak til Steffen og bestyrelsen.

Referant Søren Rasch

 

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således:

Formand: Steffen. Næstformand: Jacob. Kasserer: Karsten. Sekretær: Søren. Husmand: Claus