Svendborg Buejægere
Referat fra generalforsamlingen 12. marts 2017
Formanden bød velkommen
Punkt 1: Valg af dirigent
Erik Larsen blev valgt
Punkt 2: Formandens beretning
Pr. nytår var vi 98 medlemmer inkl. 2 æresmedlemmer.
Det kan ses på dyrene, at der har været godt besøgt på banen gennem sæsonen. Der kunne dog godt være lidt flere til tirsdagstræningen, det er meget hyggeligt/socialt, og der veksles meget erfaring.
Aftalen med Glenn om 15 års brug af arealet, udløber sommeren 2018. Det er aftalt at vi fortsætter aftalen ud over dette, uden egentlig udløbsaftale.
Årets præmieskydninger har været besøgt af 37 medlemmer. Der er plads til flere deltagere.
Kursistholdene har i året sat rekord. Der har været 3 hold med 15 personer på hver. Det er flere end der kan være i klubhuset, så de blev flyttet til Glorup Buejagts lokaliteter. Som kassereren senere kan berette, har det været ret indbringende.
Der har været afholdt et trimkursus, hvor deltagerne fik en masse gode råd om opsætning af buerne.
Der har været afholdt en aspirantjagt hos Glorup Buejagt. Herudover har vi besøgt Hjortholm, Boltinggård, Skjoldemose samt Glorup Buejagt. Der er formidlet ca. 75 jagter over medlemsmailen.
Morten St. har stået for jagterne på Trente Mølle. Her har der også været udsolgt på alle jagterne. Det er dog vurderingen, at vildtbestanden er meget tynd, hvilket betyder, at Morten meddeler ejeren, at vi ikke fortsætter aftalen.
Den store jagtmesse i Odense Congress Center var igen en stor succes med rigtig mange, der ville prøve/høre om buejagt.
Livsstilsmessen på Valdemars Slot faldt lidt igennem pga. en strid storm, der hele weekenden stod ind over vor skydestand. Vi prøver igen i år med håbet om lidt bedre besøg på standen. Der er rigtig mange besøgende på messen. De blæste dog væk, før de nåede os.
Vi har besøgt Gudbjerg og Omegns jagtforening for at introducere buejagt hos jagttegnsaspiranterne. Dette gentager vi i år.
Skydningens dag på Rødskebølle Skydecenter var lidt tyndt besat. Der var nok for lidt reklamering i medierne. Vi prøver igen i år, hvor det bliver en del af Svendborg Sportsfestival og er i samarbejde med DGI.
Michaels Jagt har vi besøgt i forbindelse med deres markedsdag. Næste gang skal vi forsøge at komme nærmere indkørslen, så gæsterne skal forbi vor stand for at komme ind på pladsen.
Familiedagen ved Davinde Sø har vi også besøgt. Det er en dag hvor gæsterne kan prøve/se rigtig mange forskellige ting.
Vi har besøgt et par jagtforeninger for at fortælle om buejagt.
I år har vi aftale med Odense Jagt og Fritid om at deltage i deres fødselsdagsarrangement.
Korinth Efterskole påtænker at oprette en jagtlinie. I den forbindelse kommer der et hold elever og besøger os på vort anlæg. Spændende, hvad det kan føre med sig.
Jagten på ”de fem store” ligger nu til afgørelse på ministerens bord.
Danske Buejægeres generalforsamling var igen henlagt til Ribe til deltagernes store tilfredshed, men med et forholdsvist lille deltagerantal. Det er en samling, hvor deltagerbetalingen udgør et stykke under halvdelen af kostprisen. Det ville være dejligt, hvis disse penge i stedet kunne kanaliseres ud til promovering af buejagten.
Deres hjemmeside har været lidt handlingslammet en del af året, men efter der er tilknyttet en professionel journalist, er der kommet mere gang i den. Håber denne udvikling fortsætter samt breder sig til de tekniske sider.
Tilsyneladende er der ikke kontakt til Svane mht. undervisning af nye buejægere. Det ser jeg som et faresignal mht. den fremtidige undervisning.
Der er dog et nyt tiltag vedrørende kurser i buetrim. Der er indgået en aftale med David Hauge, som tager rundt i landet med et antal trimkurser, hvor foreningen afholder udgiften.
Til slut en stor tak til bestyrelsen for årets samarbejde. En særlig tak til Karsten som i år har siddet i bestyrelsen i 25 år.
Karsten blev med applaus udnævnt til æresmedlem af Svendborg Buejægere. Et eksemplar af diplomet gør nu John Flindts og Erik Larsens selskab på æresvæggen.
Steffen Jensen
Punkt 3: Regnskab v/kassereren
Karsten fremlagde regnskabet med et overskud på kr. 17017. De øgede indtægter skyldes hovedsageligt et øget medlemsantal og ikke mindst årets mange aspiranter. Der var købt skivemateriel for næsten 23000.
Regnskabet vedtaget
Punkt 4: indkomne forslag
Ingen.
Punkt 5: Valg til bestyrelsen
Steffen Jensen, Henrik Hansen og Aske Jacobsen genvalgt, samtidig blev Dan Hansen genvalgt som suppleant.
Punkt 6: Valg af revisor
Søren Haastrup blev genvalgt.
Punkt 7: Eventuelt
Der har været kontakt med et forskerhold, der forsker i konsekvenserne af bid fra tæger og andet uheldigt småkryb, som man belemres med i vor færden i naturen. De vil gerne komme og fortælle om det og samtidig tage blodprøver af dem, der vil deltage i forsøget. Det forsøges at lave en aftale ifm. præmieskydningen den 6. maj.
Dirigenten afsluttede generalforsamlingen med tak for god ro og orden.
Referent: Steffen